Them Crooked Vultures
Gribbe er jo skaldede ådselædere, men de bevingede individer, som supergruppen Them Crooked Vultures opsluger, er hverken frisureudfordrede eller døde i kreativ forstand. Dreamteam-opstillingen her er snarere mangen en rockfanatikers våde fantasi om en powertrio af ligeværdige legender. Hypen har derfor flakset rundt over skyerne forud for albumudgivelsen fra tungrockens svar på The Good, the Bad & the Queen.
Samspillet mellem rovfuglene virker ældgammelt og garvet. Nirvana-ankeret Dave Grohls muskuløse og tekniske trommespil, John Paul Jones’ rygradssolide bas og Queens of the Stone Age-frontmanden Josh Hommes ditto virtuose guitar- og vokalbidrag udgør her urokkelige hjørnesten i en overbevisende ligesidet trekant. Højdepunkterne flokkes blandt albummets kortere, fortættede numre, heriblandt ‘Dead End Friends’, ‘Mind Eraser, No Chaser’ og den kakofoniske ‘Reptiles’.
Modsat snapper både band og lytter ofte efter vejret, når viserne på stopuret tikker mod og forbi fem minutter-mærket. De tre gentlemen sveder som vægtløftere i de udstrakte numres disciplin, som Jones’ bandmakkere i Led Zeppelin ellers mestrede ubesværet. ‘No One Loves Me & Neither Do I’ afslører sin egen uelskelighed allerede i titlen. ‘Bandoliers’ er undtagelsen, som bekræfter reglen, og er i konfrontationen mellem lyrisk ømskindethed og brutalitet, kærlighed og patronbælter, skivens smukkeste skræp.
Samme symptomer tynger også en anden af Hommes sidegesjæfter, nemlig jamprojektet Desert Sessions. Guldæg af skyhøj karat udklækkes sporadisk – der økonomiseres bare med dem. Men hatten af for den overvældende fornemmelse af at skidtet rent faktisk har været sjovt at indspille og hul i supergruppe-mærkatet, som alligevel altid proportionsforvrænger forventningerne.