Souls of Mischief

»Let me let you know somthing, stop doing that old school shit son, you need to let it go… I know what I’m talking ’bout – i’m Morgan Freeman«. Sådan lyder en telefon-skit på Souls Of Mischiefs udmærkede nye album, men selvom jeg tvivler på autenciteten, så er kritikken ikke uberettiget.

Oakland-rapgruppen hænger bevidst fast i 90’erne, men den melodiøse jazzede hiphop lykkes kun delvist. For selvom rappen er tight, beatet er klassisk, bassen er kontra, og lyden er a la Pharcyde og De La Soul (hvis storhedstid også ligger bag dem), så bliver det lidt for old school-kedeligt i længden. Undtagelserne er ‘Postal’ og ‘Poets’, der med henholdsvis lækre strygere og finurlig sample skiller sig ud med vemodige og nostalgiske melodier. Ovennævnte association er i øvrigt oplagt, idet Prince Paul har produceret det meste af albummet. Det kan høres, dog uden at det tager stikket hjem, for produktionerne er temmelig diskrete, hvilket kræver mere gennemslagskraft fra Mischief-drengene, end de kan levere over en hel time.

Det er den slags skive, som du hører i butikken og prompte køber. Tredje gang du hører den, prøver du at overbevise dig selv om, at du har gjort årets køb, og efter femte gennemlytning forsvinder albummet i din samlings glemsel. Samtidig erkender jeg, at Prince Pauls bundniveau er højt, og at man kan hygge sig med ‘Montezuma’s Revenge’, mens man vasker tøj, gør køkken rent og skriver en anmeldelse i underbukser. Men Morgan Freeman har altså en pointe.