Ali Farka Touré & Toumani Diabaté

Fire år efter sin alt for tidlige død spøger Ali Farka Touré gudskelov stadig. Samtlige af hans udgivelser fremstår præcis lige så vitale og tidløse, som da de udkom, og nu har det længe ventede sidste album, som blev til i samarbejde med et andet af den stolte malinesiske musikhistories store ikoner, Toumani Diabaté, endelig set dagens lys.

Både publikums- og anmelderroserne var overvældende, da de udgav deres første fælles album ’In the Heart of the Moon’ i 2005, og det nye er mindst lige så godt. ‘Ali & Toumani’ lader os på alle niveauer komme på fornavn med de to legender. Selv om udgivelsen har rødderne solidt og respektfuldt plantet i den ældgamle malinesiske musiktradition, der de senere år har fået navnet beduin-blues, kunne det blues’ede guitarspil ikke være andre end Tourés, og den afdæmpede klimten på det traditionsrige vestafrikansk harpe-instrument koraen kunne ikke komme fra andre end Diabaté. Ingen andre mestrer genren og instrumenterne som dem, og ingen kunne have fået så meget meditativ skønhed ud af et så minimalistisk og underspillet udspil.

De ovennævnte instrumenter akkompagneres kun af lidt lejlighedsvis vokal og Orlando López’ tilbagetrukne basfigurer, men det er alt rigeligt, for det giver mere plads til Ali og Toumanis spil. Albummet er endnu et monument over to fantastiske karrierer og et smukt sidste farvel fra Ali.

Ali Farka Touré & Toumani Diabaté. 'Ali & Toumani'. Album. World Circuit/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af