The Morning Benders

Da sangen ‘Excuses’ ramte blogverdenen tidligere på året, blev californiske The Morning Benders – ledt an af den sanseligt syngende Chris Chu – med ét ophøjet til en af 2010’s første store overraskelser. Og med rette. Sangen emmede af 60’er-pop, blåøjede barbershop-melodier og en spraglet instrumentering, der må have fået Beirut til at folde følehornene ud. Da det tilmed kom frem, at dette, bandets andet album, ville være produceret af Chris Taylor fra Grizzly Bear, skulle man være et skarn, hvis man ikke tillod sig at have høje forventninger.

Efter ‘Excuses’ åbner ballet, tager ‘Promises’ teten og imponerer med så smægtende og højstemt hymnepop, at man snildt tilgiver, at bandet i den grad har ladet sig inspirere af bjørnebrødrenes rumklangsrige guitareffekter og opfindsomt organiske trommespil. Sange som disse får én til at lede dybt i lommerne efter passende positive superlativer, og var resten af albummet på niveau, ville det ikke være svært at grave en femte stjerne frem.

Men ak. Flertallet af de resterende sange kradser løs på overfladen af lytterens hud men lykkes desværre aldrig rigtig med at komme under den. En statisk sang som ‘Wet Cement’ lyder sigende nok, som var den størknet i cement, og er man hård i filten, kunne man kalde bandet for ‘Grizzly Bear-light’. Det ville dog alligevel være at undervurdere bandets høje bundniveau og usvigeligt sikre melodisnedkeri, der givetvis vil gøre sig ekstra godt udfoldet på en livescene. Roskilde?