DiskJokke

Spejlkuglen snurrer utrætteligt videre i Norge, hvor Lindstrøm, Prins Thomas og de andre producere omkring pladeselskabet Smalltown Supersound fortsætter med at afsøge mulighederne i vraggodset fra 70’ernes disco og krautrock.

28-årige Joachim Dyrdahl er endnu en del af det norske neo-discoslæng under sit pseudonym DiskJokke. Han har remixet for blandt andre Bloc Party, Lykke Li og Charlotte Gainsbourg, og han albumdebuterede for knap to år siden med ‘Staying in’, der slet ikke var så stueplante-agtig, som titlen antyder. Ligesom sine landsmænd dyrker DiskJokke nemlig en dubbet og kosmisk disco-lyd, der strækker halsen mod det ydre rum uden at lade fødderne slippe dansegulvet.

Det gælder bestemt også her, hvor musikken ikke trænger sig voldsomt på men alligevel går i kroppen med sine varme, organiske og fyldige rytmespor – for det meste holdt i typisk housetempo. ‘Reset and Begin’ åbner albummet med et kildevandsklart keyboardtema og en basgang så tyk som olie, og derfra fortsætter det med en god times norske rytmelækkerier, hvor håndfaste stortrommeslag, rumsterende percussion og månesyge synthesizere sendes i kredsløb.

Det er et strammere og mere stringent album end de seneste udspil fra kammesjukkerne Lindstrøm og Prins Thomas, som på det seneste er søgt endnu længere ud i galaksen med hilsner til gamle, progressive synth-navne som Vangelis og Jean-Michel Jarre. Diskjokke holder stadig fokus på det jordiske groove, og med disse ti inviterende tracks kan spejlkuglerne tage adskillige omgange endnu.

DiskJokke. 'En fin tid'. Album. Smalltown Supersound/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af