Laurie Anderson

Efter at have optrådt med sit ‘koncertdigt’ i to år har New Yorks kunstscenes ukronede dronning Laurie Anderson omsat det til albumformatet. Og det er ikke hvem som helst, der har hjulpet hende. Udover ægtemanden Lou Reed bidrager blandt andre Keiran ‘Four Tet’ Hebden og Anthony ‘and the Johnsons’ Hegarty.

Der er imidlertid ingen af de tre, eller nogen fra bandet i øvrigt, der gør noget stort væsen af sig. Musikalsk gør Anderson det heller ikke. Med få undtagelser er de 11 stykker centreret om Andersons vokal og er derudover kun minimalistisk og skrøbeligt instrumenteret med luftige keyboard-melodier og afdæmpet violaspil som de bærende elementer.

Værket er da også kun til dels tænkt som et ‘musikalsk’ værk, og man er aldrig i tvivl om, at de både drømmende og politiske tekster, der, når de er bedst, spidder amerikansk samfundstendenser, er mindst lige så vigtige for Anderson som det musikalske udtryk. Et udtryk der således også bærer præg af, at Anderson er lige så meget performancekunstner og digter, som hun er musiker.

Det er ambitiøst, selvsikkert og aparte, men teksterne er ikke helt gode nok til at lade så meget stå og falde med dem. De er gode, men ikke gode nok til at retfærdige det forholdsvis fattige musikalske udtryk og da slet ikke ualmindeligt irriterende musikalske lavpunkter som ‘Only an Expert’.