Röyksopp

Man lytter helt naturligt efter, når Röyksopp giver lyd fra sig. Torbjørn Bundtland og Svein Berge har simpelthen givet verden for mange fremragende numre til, at det er muligt at ignorere dem. Forgængeren ‘Junior’ betragter jeg dog som nærmest en overspringshandling, men bare rolig, storebror ‘Senior gør skaden god igen.

For her har de to norske electronica-ekvilibrister vendt sig indad – ligesom på legendariske ‘Melody A.M.’ – og søgt dybere ned i de elektroniske vande, end det var tilfældet på den lidt for reklamespot-agtige forgænger. Vokal er der intet af her. Og tak for det. For selv om det var fede artister som Robyn og Lykke Li, der kvidrede på ‘Junior’, blev de pæne kvindevokaler blandet med den fløjlsbløde electronica og house nærmest muzak-agtig.

‘Senior’ er anderledes vedkommende. Tag for eksempel den housede ‘The Drug’: Et pragteksempel på hvor bart man kan kreere et track og stadig levere en stærk melodi. Det samme gælder for den hårdtpumpede ‘Tricky Two’, som sammen med ‘The Drug’ skaber en stærk kontrast til albummets resterende numre, der forbliver dystert melankolske. Men med numre som ‘The Fear’ og ‘A Long, Long Way’ formår den sindrige duo at binde de to værdier sammen med symbiotisk resultat til følge.

Der bliver stadig malet med store penselstrøg og skabt dansevenlig house, men nordmændene formår samtidig at bevare deres reserverede melankoli, hvorfor den her plade vil fungere for publikum både i høretelefonerne såvel som på natklubben.