Shackleton

Shackleton lyder stadig af London, selv om han er flyttet til Berlin. Men noget nyt rør sig på hans seneste ep: En mindre tilbagelænet og anderledes virtuos stil der er fokuseret på de rytmiske variationer. ‘Man on a String Part 1 and 2’ er en 13 minutter lang dansesats, hvor percussionsamples triller derudaf i bølgende og vifteagtige formationer.

Det er ikke et track, der skal dunke i dit kranie som produktionerne fra Shackeltons tidligere label Skull Disco. Det lyder nærmere som en undersøgelse af kraniets form: Intimt, sofistikeret og rummeligt. Men også krævende. Musikken er ikke bygget op om spænding og forløsning men snarere præget af vedholdende spænding.

Det kan på sin vis minde om Kode9’s raffinerede rytmeatletik. Men man kan også høre skyggerne fra Skull Disco-dagene: Lyden er relativt sparsom og dyster. Selv om bassen fortsat er et grundvilkår, spiller den ikke hovedrollen længere. Det er de fine rytmer og deres løse bevægelighed, som der eksperimenteres med. På ‘Bastard Spirit’ kan man blandt andet høre to xylofon- eller marimbasamples, der spiller op imod hinanden med en lille forskydning – en præcist afmålt splint i takten.

Det er en befriende klog og uprætentiøs plade, der på en særdeles vellykket måde tager tidligere Shackleton-erfaringer skridtet videre. Den taler nok ikke til alle, men dem, den taler til, vil føle sig hørt.