Cake

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad californiske Cake egentlig vil bidrage med i 2011. Bandet, der havde sin storhedstid i midten af 90’erne, specielt med deres tilbagelænede udgave af Gloria Gaynor ‘I Will Survive’, synes låst helt fast i en tid, der for længst er forladt. 

90’er-ironi er ikke ligefrem toneangivende længere, og lidt ligesom kollegerne i Weezer – uden sammenligning i øvrigt – klinger det hele lidt hult, når ungdommens sarkastiske usikkerhed er skiftet ud med en gennemsnitsalder i midt-40’erne.

Der er gået seks år, siden bandet sidst forsøgte sig med et comeback, men der kunne lige så godt have gået seks sekunder. Det er stadig blæsere, akustiske countryguitarflader, underspillede tekster, analog synth og en vind, som blæser fra et sted i Mexico, der dominerer bandets lyd. Men modsat tidligere skal man lede længe efter nogle egentlig hits, der er værd at trække frem af kageposen.

Forsanger John McCreas sløve og snøvlende vokal har et umiskendeligt sammenfald med en vis herre med efternavnet Hansen. Men hvor Beck altid har formået at forny sig selv og skifte ham, er det lidt som om, Cake holder stædigt fast i en episode, der var sjov engang.

Titlen taget i betragtning skulle dette album være et udstillingsvindue af medfølelse, hvilket vel må være tiltænkt publikum. Det er jo alt andet lige en meget charmerende selverkendelse.