Make Out
Det lader ikke til, at hverken Jesper ‘Junior’ Mortensen eller Jeppe ‘Senior’ Laursen har manglet noget at se til, siden deres populære og storhittende popduo Junior Senior gik i opløsning i 2008. Det betyder, at Junior nu kan tilføje endnu et projekt til diskografien. Bandet hedder Make Out og er et resultat af han og vennen Anders Christiansens flytning til New York, hvor de fandt gruppens resterende to medlemmer.
Stilen på ‘How to’, som ep’en er blevet døbt, er ikke overraskende skamløst lettilgængelig, og den relativt korte længde (kun tre numre) er derfor en omgang hektisk og nærmest overgearet powerpop, der dog også bærer en delvist rå lyd grundet de distortede guitarer. Det lette synthlag og de tight spillede, insisterende trommer gør sig ligeledes gældende på alle numre, og alt dette giver sammenlagt et indiskutabelt hitpotentiale, der dog også bærer al for høj grad af krukkethed og eksalteret ADHD.
Der er nemlig ingen tvivl om, at Make Out vil lave popmusik og tilmed skide hul i alle fordommene – og respekt for det. Men når strofer som »You know you want it and you want it bad« og »I don’t want anybody that wants me« skriges i flæng med hysteriske yeah-udråb og suppleres af højenergiske instrumentudskejelser, bliver det bare for meget at det gode. Derfor fremstår Make Outs debut som en temmelig enerverende og udmattende oplevelse, hvor man som lytter, til trods for længden, hurtigt skriger efter pusterum.