Wiz Khalifa

Wiz Khalifa er hverken gal eller genial, men når den 23-årige knægt fra Pennsylvania styrer uden om overproduceringerne, har han absolut en skæv charme og et flow, der kan hamle op med de bedst sælgende rappere. Desværre mister hans major label-debut nerven halvvejs.

Den tungt tuschede rapper befinder sig stilmæssigt et sted mellem Lil Wayne (på beroligende medicin) og Lupe Fiascos ‘høj-til-loftet’-nostalgi-rap, søbet ind i luftige synth-hooks og fjerlette pianoklimt. Førstnævntes hule trommemaskine, beskidte lyd og skæve grin spejles på de skarpeste af numrene, der fortrinsvis ligger på første halvdel af albummet. Selvfølgelig er Wiz hverken lige så flabet eller ‘spaced out’ som Weezy, men han ligger tilpas tilbagelænet på beatet til sammenligning. Og jo mere råt og nedbarberet beatet er, des mere kommer hans overlegne ‘puff-puff-give’-vokal til sin ret. Desværre fastholdes inspirationen ikke på sidste halvdel af ‘Rolling Papers’.

Khalifas hyldest til hjembyen Pittsburgh på ‘Black and Yellow’ blev et kæmpe radiohit, og hvis du kan lide den slags guilty pleasures, så er der flere, hvor den kommer fra. Wiz Khalifa musikalske outfit er mere college-rap, end det er kyst-defineret, gangsta, club eller ghetto. Amerikanerne har en umiskendelig letbenet college-lyd, der går igen i både rock og rap. En lyd der gør numrene uhyre velegnede til havefester på sommeraftener, men når denne lyd tager over halvvejs inde på albummet, mister man dog hurtigt både interessen – og på den Gym Class Heroes-inficerede ‘Fly Solo’ lysten til at leve.