- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Roskilde Festival: 10 kunstnere, vi drømmer om at se på Orange Scene næste år
Death Grips
Støjrap-trioen Death Grips har lavet et krigerisk eksperimenterende mixtape inden for en stolt indie-raptradition, hvor udvikling af producer-metoder og sangstrukturer til tider står over musikalsk indhold. De få instrumentale passager er dog guld værd, for trommevirtuosen Zack Hill har øre for gode melodier, selvom han elsker at tonse rundt i cuts, breaks og beat-infernoer.
Hill har sat sig for at lave rapmusik med sprøde beats, kradsbørstig synth og obskure melodilinjer af ren og skær støj. Det fungerer så godt, at der desværre ikke afviges meget fra formlen – den Link Wray-samplende ‘Spread Eagle Cross the Block’ som bedste undtagelse.
Tempoet varieres i de fleste skæringer fra slæbende tungt til totalt tumultarisk. Både med stikker i hænderne og med pads på fingerspidsene kan Zack Hill lave heftige beats, hvor trommehvirvler, temposkift og skæve takter konstant udfordrer din opmærksomhed.
Desværre leverer den unavngivne rapper et udmattende bidrag til den aggressive stemning. En cool stemme og et skævt flow opvejer beklageligvis ikke for at han råber sin vokal (så pissed off er han nemlig!). Det er fedt på enkelte numre, som den uligevægtige ‘Guillotine’, men det bliver for ensformigt at høre ham skrige om død og pinsler på 12 af 13 skæringer. ‘Culture shock’ er eneste eksempel, hvor vokalen faktisk ender med at brænde bedre igennem, selvom rappen er afdæmpet.
Mixtapes kan, udover at omgå copyright, ofte være en eksperimenterende forsmag på et kommende album, hvor stilen kan varieres yderligere. Sådan tror og håber jeg, at Death Grips har tænkt med ‘Exmilitary’.
Death Grips. 'Death Grips'. Album.