St. Vincent

Den ellers så kompetente og charmerende sangskriver og multiinstrumentalist St. Vincents tredje album er langt hen ad vejen lidt af en ørkenvandrig. Det virker nemlig som om, sangerinden er lidt for optaget af at demonstrere sine mange facetter som musiker, hvilket i mange tilfælde resulterer i nogle lidt halvhjertede forsøg ud i den svære kunst at snedkerere tidløs og kløgtig popmusik.

Nysgerrigheden og legelysten fejler ellers intet hos sangerinden, der bærer det borgerlige navn Annie Clark. Mange af hendes små popsange er spækket med finurlige detaljer og kompositoriske twists, der især tager sig fremragende ud på langsommere og semi-elektroniske numre som den knugende og lettere desperate ‘Surgeon’, samt det sløvt pacede titelnummer. Anken er imidlertid, at Clark på størstedelen af albummets øvrige numre vælger at diskvalificere de mindeværdige popmelodier til fordel for knudrede eksperimenter med lyde og sangstrukturer, der aldrig rigtig forløses på tilfredsstillende vis.

Selvom St. Vincent virker veloplagt, når hun med tungen i kinden leverer overgearet trashpop på ‘Chloe in the Afternoon’, eller når heppekorpigens sørgmodige skæbne besynges på den melankolsk brusende ‘Cheerleader’, efterlades man med den lidt flade fornemmelse af, at numrene kunne have taget sig væsentlig stærkere ud, hvis afsenderen turde fremstå mere nøgen rent musikalsk frem for at gemme sig bag de lidt mislykkede eksperimenter.