D’Angelo – fantastisk comeback

Min kæreste slog op med mig på Vega. Til tonerne af den svedige ‘Chicken Grease’ forlod hun mig til fordel for D’Angelo. Jeg forstod hende, for amerikanerens befriende tilbagevenden var forførende, og det voksne publikum forført i en time og 45 minutter.

Medleyen af ‘Playa Playa’ og ‘Left & Right’ åbnede og viste tydeligt, at neo-soulens fadder fortsatte hvor han slap. Inspireret af Prince i udtryk og bevægelse satsede D’Angelo ved at lade bandet spille løssluppent. Det gav pote. For mens hovedpersonen croonede ‘Feel Like Makin’ Love’ i læderjakke og kækt smil, jammede bandet skødesløst, festligt og gav nyt liv til gamle sange. ‘Devils Pie’ lagde fra i et opskruet tempo indtil D’Angelo trak sangen i en soulet, næsten gospel-inspireret retning.

Læs også: Se billeder og læs publikums reaktioner fra D’Angelo-koncerten

Klogt blev mange numre gjort mere up-tempo-funky end på album og sjælerne doseret fornuftigt. Det fungerede fremragende at ændre klassikerne, som når ‘Shit, Damn, Motherfucker’ blev sat helt ned i tempo – en musikalsk magtdemonstration, hvor D’Angelo tirrede publikum, der lod sig rive rundt i et varmblodet engangsknald. Efter et tromme/bas-intermezzo endte nummeret med distortet guitar og opskruet rytme i et kollektivt klimaks.

De nye numre var både funky og flotte. ‘Another Life’ trak på forbillederne Mayfield og Green, mens Prince-pastichen ‘Charade’s luftige keyboard dampede i salen. Efter ekstranummeret, en allegroversion af ‘Brown Sugar’, meldte følelserne sig. Hvor var det bekræftende at se et helt menneske på scenen trods et årtis deroute – en fantastisk sanger og musiker, en muskuløs mand, en glad dreng. En fræk fyr, hvis musik har akkompagneret mange bristede mødomme, og som snart får spillet bandet sammen til en række koncerter af absolut topkarakter og en beundringsværdig tilbagevenden.

Og jeg, jeg er sammen med kæresten igen – jeg havde hendes garderobenummer.