Moonface

Indierockens multibandmedlem Spencer Krug har altid fremvist en særlig evne til at kanalisere store følelser og fucked up mentale tilstande ud gennem musikken. Alle de bedste Krug-momenter banker pusten ud af kroppen og trækker nådeløst dets tilhørere med ned i kærlighedens sorte hul fyldt op med ensomhed, fejlslagne eskapader og dertilhørende smerte. Om nogen så er Krug svær at sætte i bås, men han forpligter sig til at udpensle livets stridige genvordigheder. I denne omgang gennem et katalog af dunkende tung instrumental samhørighed i solooutputtet Moonface.

Med inddragelsen af det relativt ukendte finske krautrock-foretagende The Siinai har albummet fået en lydmæssig baggrund, der afviger væsentlig fra soloprojektets tidligere udgivelser. Tilsammen udgør den nye finske opbakning og Krugs næsten slæbende vokalføring en langt mere mørk og skyggefuld musikalsk struktur end førhen.

Sammen med titelnummeret er ’Faraway Lightning’ er tydeligt eksempel på krautrockens nytilførte aner, mens de mere catcy skæringer ’Shitty City’, samt ét af højdepunkterne ’I’m Not the Phoenix Yet’, fastholder Moonfaces progressive og mere poppede udtryk, der samler guldet op fra det (måske) hedengangne Wolfparade. Resultatet er et genremæssigt blandingsalbum, som for det meste vidner om smukke dystre melodier, hvilket i særdeleshed udfolder sig gennem den højtidelige ’Headed For the Door’.

På trods af alt det indre rod, som lyrikken højst sandsynligt udspringer af, er dette muligvis den mindst vanskelige Spencer Krug-udgivelse til dato. Med den produktionshastighed manden fører kan man nok ikke forvente ren musikalsk pletskud hver gang, men de små perler kommer jo altid indimellem.