The New Spring – diskret avantgardist
Der var nyudsprungne blade på buskene, baggårdsidyl, hjerteballoner, rispapirlamper og farvede vimpler, der hvislede sagte i vinden, da Bastian Kallesøe alias The New Spring nænsomt og tømmermandslindrende underholdt en opmærksomt lyttende publikumsflok under åben himmel til day party på andendagen af Spot Festival. Bevæbnet med en akustisk guitar, halsbrækkende originalt fingerspil og sin både affekterede og indfølte røst.
I udgangspunktet er The New Spring et folk-projekt, men kun på overfladen. I virkeligheden er Kallesøe en diskret avantgardist, der i tråd med i de halsbrækkende indie-løjer, han sideløbende dyrker i stærkt undervurderede Shout Wellington Air Force, fucker med konventionerne for den følelsesladede genre. Åbne og nysgerrige kompositioner med små opbremsninger, disharmoniske breaks og hyppige temposkift der konstant bearbejder sangenes indre dynamik.
Læs live-anmeldelse: Kirsten & Marie på Spot Festival
En indgangsvinkel der er tydelig på hans aktuelle andet soloalbum ’Secret Armor’, der er løsere i kødet end den strammere, konceptbårne debut, men en mindst ligeså berigende lytteoplevelse. Live måtte man leve uden de mange små detaljer i produktionen, der på albummene åbner den musikalske farvepalet – man har jo lov at drømme om en fremtidig The New Spring-koncert med yderligere akkompagnement eller hvem ved: En decideret bandkoncert.
Til gengæld var den intime tone, fingrenes forsigtige friktioner mod strengene og Kallesøes skiftevis falset-flirtende koketterier og croonende ekskurser til dybereliggende toner, intakt. Og specielt ’Final Day’, ’In the Parlor’ og ’In the Spirit of the Revolution’ var akustisk bliss-balsam for festivalfolkets hårdt plagede trommehinder.