Angel Haze

’New York’ var nummeret, der fik alle til at lytte: Hektiske håndklap og et brummende Gil Scott-Heron-sample var motoren, der drev den 20-årige rapper til en lyrisk magtdemonstration, som vakte ’A Milli’-sammenligninger. ’Werkin’ Girls’ og ’Jungle Fever’ fortsætter stilen, sidstnævnte med et pulserende electrorapbeat (skruet sammen af Le1f og oprindelig brugt af Das Racist) og en overvældende god Kool A.D.-gæsteoptræden.

Det er tæt på Azaelia Banks-territorium. Men det er også alt, når det kommer til ustoppelige metafortætte punchline-vers over insisterende beats. Resten af ’Reservation’ er rendyrket bekendelsesrap.

Den følelsesransagende bekendelsesrap fik en renæssance sidste år gennem Drakes succes. Men hvor den canadiske følerapper kredsede om temaer som champagne, tømmermænd, ekskærester og mere champagne, åbner der sig en dyb afgrund, når Angel Haze vender blikket indad. En mere rammende sammenligning ville være tidlig Eminem, der vekslede mellem fjollerap og ultra-alvor, ligesom Haze pendler mellem indadvendt selvterapi og aggressivt-udadrettede punchlinenumre.

Læs også: Top Track: Angel Haze ‘New York’

Produktionerne er sjældent spektakulære, hvilket især accentueres i sammenligning med den førnævnte konfrontationsrap. Trommerne holder sig i baggrunden, og ofte dukker melankolske samples op i form af klaver (’Castle on A Cloud’) eller guitar (’Sufferings First’). Fokus er på vokalen, hvilket ikke er dårligt set i lyset af teksternes opmærksomhedskrævende indhold. Men at beatet ikke behøver at degraderes til kulisse, beviser ’Hot Like Fire’, hvor Hazes forførelsesrap smelter sammen med et Aaliyah-sample.

Kærligheden er den magt, der anråbes, når barndomsoplevelserne – misbrug, vold, fattigdom – skal overvindes. ’Reservation’ er følelseseksorcisme, traumebearbejdelse, og til slut indfinder der sig en form for katarsis: Håbet dukker op, tydeligst på ’CHI (Need to Know)’, en stadion-stor triumferende kærlighedserklæring. Kærligheden sejrer, trods alt.