TEEN

Psykedeliske skygger i gyderne, og lo-fi-smog der farves rød af taxiernes baglygter. Man hypnotiseres af et brummende piano under monotone 60’er-beats, og ens tanker skæres midt over af slebne synthesizere. Vi er i indie-Brooklyn, men nærmere bestemt TEENs ørehængende, rockromantiske parallelunivers.

Psychfolk-bandet Here We Go Magics forhenværende keyboardspiller Teeny Lieberson har sammen med sine søstre Katherine og Lizzie og to veninder skabt TEEN. Bandet lyder som det pigeband, der flyttede fra Twin Peaks til storbyen for at prøve lykken, lige før uglerne holdt op med at være, hvad de så ud til. Et moderne, arty band med sans for charmerende, upoleret retro, glitrende lydlandskaber med klassiske beats og lyrisk sandpapirsromantik i skinny jeans.

Pladen er lige dele uptempo og mere langsomme numre. ‘Come Back’ fanger med kæk percussion, elektrisk rytmeguitar og cheesy poporgel, der fungerer perfekt som akkompagnement til en tekst, der er ærlig som lidt for mange smøger i askebægret og et halvt glas rødvin på køkkenbordet. ‘Electric’ er pulssøgende fremdrift og halvvejs punkhidsigt, og fanget i en jernbanetunnel med strøm i spaden lyder de skingre vokaler i mørket, mens toget nærmer sig. Titelnummeret er pladens korteste, en bittersød, sørgmodig og atmosfærisk oplevelse, der leder frem til ‘Sleep Is Noise’, der er mere optimistisk med markant elektronisk fuzz og englekor.

TEEN fungerer, og pladens titel afslører hvorfor: I bedste David Lynch-stil findes en foruroligende skævvridning i selv den mest tiltalende tilgængelighed, og med en maske af frejdig normalitet balanceres der mellem himmel og helvede.