Navneløs

Der pusles i krogene. Fodtrin over gulvet. Orkestret gør klar. Så sætter blæserne ind: Dybe og summende, luftige og påtaget usikre – der sættes langsomt i gang, men bevægelsen er sikker.

Når vokalen knapt to minutter efter bryder ind, fjern og nærværende på samme tid, samler musikken sig til maskinel larm. »Før det bliver blåt« synges der, og det blå kommer rullende som torden med guitar og cello i skyerne, og en fanfare understreger det musikalsk storslåede. Allerede på ep’ens indledende nummer fornemmes det, at de unge danskere i Navneløs er et ensemble med en bredt favnende udtryksfuldhed.

Herefter følger ‘Verdens ende’, et paradoksalt både kækt og klagende nummer: Syret, nølende jazz’n’roll møder eksperimenterende dramatik. ‘For dig dreng’ er lunere, mere afdæmpet melodisk med et smukt instrumentalt intermezzo, inden der til slut alligevel bygges en massiv rock-orkestral lyd op.

Lyrisk er bandet også rosværdige i deres indrømmede naivitet med enkle tekster, der føles ægte og intelligente uden anstrengelse. »Jeg synger til dig for mig selv«, så enkelt og fint kan det gøres. ‘Solsikker’ er ep’ens massive og storslåede rocknummer, der brager igennem, inden der rundes af med den stilsomme piano- og blæserbaserede ‘Gennem gråt glas og dug’.

Navneløs er en god titulering til et musikalsk ensemble, der eksperimenter, men også bevarer tilgængeligheden. Som er nysgerrige og vover variationer, men stadig er klassiske i grundvolden. Som ikke falder, men svæver elegant mellem flere stole.