Fidlar
»I! Drink! Cheap! Beer! So! What!? Fuck! You!«. Sådan går omkvædet på ‘Cheap Beer’ – åbneren på Fidlars debutalbum. Det er ikke studenterhuen, der trykker L.A.-punkernes lyriske univers, hvor tilværelsen helst foregår på et bræt med hjul eller bølgebrus under og med fjæset fuldt af tjald, discountøl, coke og fisse – en gennempubertær, solbrændt slacker-livsstil befriet for arbejde og bekymringer. Men hvem har også brug for mere?
Man er ikke mange sekunder inde i dejen, før foden begynder at vippe helt ukontrollabelt og man begynder at nynne med. Nanannananna og derudaf. Der går nemlig en snorlige og i bund og grund dybt poppet arvelinje fra Green Day over Blink-182 til Fidlar. De er blot seneste generations krusning på de samme, infamt catchy, californiske dude-punk-dønninger. Fidlar er blot om muligt endnu grimmere og dummere end deres ældre kollegaer, og deri ligger deres charme.
De nærmest endimensionelt teenagehedonistiske slagsange og de ultramelodiske instant-gratification-hooks, der bærer dem, besidder dog desværre kun begrænset rækkevidde. På albummets lidt drøjere numre, hvor stopuret først stopper omkring eller forbi tre minutter, begynder opskriften at lyde slidt og undertiden lodret anstrengende. Bandet er afgjort 100 meter-sprintere, der kollapser så snart de bliver sendt ud på længere distancer.
Men de få hvide streger i regningen er heldigvis nemme nok at sluge, fordi to tredjedele af albummet netop består af korte vanedannende reptilhjerne-masturbatorer, der ikke udstiller det her band, som andet end det de er: Dumme, dejlige døgenigte.