Chvrches ‘The Bones of What You Believe’

Chvrches er et produkt af den digitale tidsalder. Både i form af deres lidt nørdede gimmick omkring bandnavnet, der udtales Churches, men som staves med et V i stedet for U, for at gøre deres musik nemmere at Google. Men også i måden, hvorpå den skotske electropop-gruppe har formået at skabe massiv omtale omkring deres debutalbum, hvorfra godt halvdelen af numrene allerede har været i cirkulation på alverdens musikblogs.

Det er sikkert også derfor, at åbningsnummeret ‘The Mother We Share’ tænder en genkendelighedens gnist med sine gennemtrængende synthflader og catchy hooks. En anden forklaring kunne være, at Chvches mestrer kunsten at kombinere fængende og bombastiske lydbilleder med fokuseret lyrik og på den bund skaber deres synthpop, der hænger ved fra første gennemlytning.
Som på de electro-pumpende ‘We Sink’, ‘Gun’ og gruppens vel nok største hit, den melodiskeperle ‘Recover’, der lyder i retning af Purity Ring, men er mere blød og ukantet.

Læs også: Hør hele Chvrches debutalbum

Chvrches’ største force ligger i den 25-årige forsanger og journalistuddannede Lauren Mayberrys insisterende tekstunivers og laserskarpe vokal, der flyder over de keyboardtunge produktioner. Bag dem står gruppens to lydarkitekter, Iain Cook og Martin Doherty, der baggrund i blandt andet postrock og shoegaze. Netop derfor er Chvrches interessant, da bandmedlemmers forskellige baggrund gør, at de til tider lidt overfladiske popsange får mere dybde, som det fandenivoldske udtryk i ‘Lies’.

Desværre holder originaliteten og opfindsomheden ikke over et helt album, men når Chvrches er bedst, er deres intelligente sange uimodståelige og med til at definere lyden af moderne electropop.

Chvrches ‘The Bones of What You Believe’. 'The Bones of What You Believe'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af