Sebadoh

Mange indierock-fetichister røg op af stolene, da det legendariske lo-fi-outfit Sebadoh i juni annoncerede, at de ville udsende deres første album i 14 år. Trioen der har Dinosaur Jr.-bassist Lou Barlow som stiftende medlem, spyttede op gennem 90’erne en række stærke album ud, hvoraf flere i dag regnes for obligatorisk pensum for alt.-rock-aficionados. Siden gik orkesteret i dvale, men for få år siden begyndte de atter at turnere, og nu foreligger så endelig et nyt album.

Hvordan lyder Sebadoh anno 2013 så? Jo, Lou Barlow, Jason Loewenstein og den nytilkomne trommeslager Bob D’Amico lyder langt hen ad vejen, som trioen gjorde på deres seneste udspil, ’The Sebadoh’ fra 1999. Det vil sige, at sangene er en smule mere polerede og straight forward rockede end på de lo-fi-skrabede hovedværker ’III’ og ’Bubble & Scrape’.

Det tager selvsagt lige toppen af charmen, men når det er sagt, så har d’herrer fortsat temmelig godt styr på de klassiske Sebadoh-dyder. De ringlende guitarer, den gode melodi og den tilbagelænede slacker-attitude er eksempelvis stærkt præsent på den glimrende åbner ’I Will’, der balancerer fornemt mellem melankolsk ømhed i versene og brusende fremdrift i refrænerne.

Ligeledes er der lækkert bid i både det kværnende næsten-titelnummer ’Defend Yr Self’ og den overgearede lukker ’Seperate’, hvor trioen mere åbenlyst vedkender sig rødderne i den skæve og støjende del af rockspekteret, men også de fine ballader ’State of Mine’ og ’Let it Out’ er med til at gøre genhøret med Sebadoh til et ganske fortrinligt et af slagsen.

Sebadoh. 'Defend Yourself'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af