Banks

Banks har varmet op for The Weeknd hele efteråret, og amerikaneren har da også fart på. Som 25-årig har hun gjort blogland mere end opmærksom på sin mørke r’n’b-lyd, og det med god hjælp fra producere som Totally Enormous Extinct Dinosaurs, Sohn og Jamie Woon.

Førstnævnte lagde hænder på et af Banks’ første pletskud, ‘Warm Water’, som er forførende og forelsket, men i den korte mellemtid er hun blevet forladt, og nu fortæller hun på sin debut-ep med en dragende distance om mismatchet kærlighed.

Selv om Jillian Banks stammer fra Los Angeles, er London et noget mere passende bybillede at tegne af ep’en, end solen og de blankpolerede facader i englenes by. Lyden er rå og dyster, som Østlondons boligblokke på en regnfuld, mørk aften, og Banks lyder som en, der er bange for at forsvinde i mængden.

Der lægges hårdt ud med ‘Waiting Game’, en klaverbåren længselsberetning, der toner over i et tungt elektronisk underlag, der er gennemgående på udspillet. Det elektroniske univers fortsætter ind i singlen ‘This Is What It Feels Like’, hvor Banks helt følelseskold synger sine bekendelser.

Læs også: Top Track: Banks ‘Waiting Game’

De råt for usødede tilståelser kombineret med det elektroniske maskineri leder tankerne hen på FKA Twigs, men her med et langt mere r’n’b-præget omslag. På afslutteren ‘Change’, hvor Banks kaster sig ud i et mere poppet udtryk, fornemmer man en inspiration fra den lige så problemforfulgte Lana Del Rey.

Det er et enormt dragende univers, Banks allerede har fået skabt sig, og de varierede, udfordrende produktioner og den ærlige lyrik hjemsøger lang tid efter, at ‘London’ har takket af.

Banks spiller til en Soundvenue Session på Rust den 15. november.
Læs mere
HER.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Banks. 'London'. Ep. Harvest Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af