Perfect Pussy

Undertegnede har tidligere bedt læserne om at smage på bandnavne og titler. Det springer vi bare let og elegant over her, men Perfect Pussy skriger nærmest efter en passende domsfældelse: Er det narrefisse eller måske snarere vagina dentata? Svaret er i overvejende grad det sidste. Men måske bisserne har behov for en grundig rodbehandling, inden Syracuse-hardcorepunkerne med det, for det bornerte Amerika, provokerende bandnavn, er helt modne.

I hvert fald er deres kortfattede debutalbum en gevaldigt rodet omgang, der lyder som om, det er produceret med en mejetærsker som mixer. Forsangerinden Meredith Graves skriver faktisk fine tekster, men det talent drukner lynhurtigt i rabalder og hendes egen råbevokal, som kunne minde om Hanin Elias, før hun forlod Atari Teenage Riot.

Der er råt talent og åbenlyse ansatser til noget større og bedre, både melodi- og lyrikmæssigt, hvilket især skinner igennem på et nummer som ‘Big Stars’, der soleklart retfærdiggør, at bandet tør namedroppe Kate Bush og Cro-Mags i samme sætning som inspirationer. For det meste smuldrer de gode intentioner og ambitioner dog bare mellem hænderne på bandet, og helt galt går det på lukkeren ‘VII’, som bare er en savlende petriskålfuld ufokuseret støj.

»Men, men… det’ jo bare punk«, vrænger den snottede, sikkerhedsnålspiercede teenager inden i mig i protest. Jovist, og hvis definitionen af punk er, når man ikke rigtigt gider at gøre sig umage med det, man kan, så er Perfect Pussy lige så gode som et par tusinde andre håbefulde bands i genren. Forskellen er blot hype og et fjollet bandnavn.