Cancer
1. februar, Skuespilhuset
Frost inviterer på februars første dag indenfor i Skuespilhuset til en anderledes koncert sammen med Cancer: Foran kulisserne fra ’Noises Off’, en komedie fra 1982, optræder Nicolai Vonsilds vibrerende vokal og Kristian Finne Kristensens klingende guitar. Deres fælles forståelse for musik og lyde danner rammen om Cancers afdæmpede univers, som udforsker de uudforskede hjørner i musikken.
Elliphant
1. februar, Lille Vega
Elliphant kommer til København med sin hiphop-inspirerede electropop. Svenskeren har reddet på en bølge gennem 2014, hvor samarbejder med folk som soulduoen Jungle og vores egen Mø har givet hende et mindre gennembrud. Den unge svensker er ikke bange for at kaste sig ud i et virvar af forskellige genrer, og til tider bliver mere eksotiske ting som reggae og dancehall også hældt i miksturen.
Interpol
2.-3. februar, Store Vega
Interpol og deres dystre postpunk vender tilbage til Danmark efter en rost koncert på sidste års Roskilde Festival. Bandet kommer med deres seneste album ’El Pintor’ i bagagen, hvor bandet delvist gik tilbage til den lyd, der gav dem gennembruddet i New York i starten af 00’erne. Grundet stor efterspørgsel giver Interpol koncert i Store Vega to dage i streg.
Lord Siva
Turné
Lord Siva er en af hovedaktørerne på den unge, danske r’n’b-scene, der i de seneste par år har udviklet genren på kryds og tværs. Sangeren har hængt ud med både HvadEvigt og Hukaos, og man kan sagtens høre ligheder mellem Lord Sivas inderlige falset og for eksempel Karl William fra Hukaos. Den nye ep ‘180’ er omdrejningspunkt for en mindre Danmarksturné.
Jessie Ware
4. februar, Store Vega
Jessie Ware er en sangerinde med power, og hendes soulede electropop leder blandt andet tankerne hen på Sade, om end i en moderne udgave. Wares karriere tog for alvor fart tilbage i 2012, da hun samarbejdede med produceren SBTRKT, men hun kommer nu til København med sit andet album, ‘Tough Love’, der søger mod en endnu mere poppet lyd.
Frost: Karl William/Lower/Schultz and Forever
6.-20.-27. februar, Natbar
Frost afholder i løbet af februar tre koncerter på Natbar i Bremens kælder. De præsenterer tre unge danske kunstnere, som alle havde et stort 2014 – Karl William, Lower og Schultz and Forever, der alle var at finde på vores liste over de bedste danske udgivelser fra 2014. De tre koncerter giver mulighed for at høre det bedste nye danske, når det kommer til nattemudret r’n’b, buldrende rock og skæv psychpop.
The Bug
6. februar, Lille Vega
Bag navnet The Bug gemmer sig den engelske producer Kevin Martin. Han laver tung basmusik med rødder i klassisk grime, dancehall og dubstep, og med sig tager han rapperen Manga, når han skal optræde i Lille Vega. The Bug udgav sidste år albummet ‘Angels & Devils’, der tog hans lydbillede i et lidt ny retning, dog med traditionerne intakte.
Solbrud
Turné
Solbrud er frontløbere på den danske black metal-scene, og deres album ‘Jærtegn’ fra sidste år var respektindgydende med roser fra alle hjørner af musikpressen som resultat. Traditionen fra de norske forbilleder akn nu opleves live, når Solbrud tager på turné rundt i landet.
Kindness
11. februar, Pumpehuset
Bag Kindness står britiske Adam Bainbridge, som besøger Danmark for første gang i forbindelse med Frost. Kindness husker fortiden og bruger den som inspiration til sin egen musik, men Bainbridge går aldrig kompromis med sin originalitet, når det kommer til hans lydbillede, der blander pop, funk, jazz og soul.
Viet Cong
12. februar, Loppen
Postpunk-drengene udsendte i januar deres fremragende debutalbum, der tog genren op til revision. Med Viet Cong ved man nemlig aldrig, hvad man får: Matt Flegels klingende vokal eller tundrende guitarer, det kan gå begge veje, men bag det hele er der et kontrolleret kaos i deres dystre univers. Kaosset kan opleves live på Loppen, hvor Viet Cong burde være garant for at hive publikum frem og tilbage mellem det melodiske og det hektiske.
Luke Abbott
13. februar, Jazzhouse
Den yderst innovative producer Luke Abbott tager sine elektronisk kompositioner med, når han gæster Jazzhouse i anledning af Vinterjazz. Englænderen kan godt lide at improvisere live, som han viste på sit seneste album ’Wysing Forest’, der hovedsageligt bestod af liveoptagelser. Han mikser organiske lyde med synth og minimalistisk electro, som burde være i stand til at pirre både de visuelle og de auditive sanser.
Posh Isolation label night
14. februar, Mayhem
Pladeselskabet Posh Isolation fejrer sammen med Northern Electronics Valentins Dag på Mayhem med navne som Lust For Youth, Varg og Puce Mary på plakaten. Forvent alt godt fra undergrunden i et virvar et genrer af mere eller mere eksperimenterende karat.
East India Youth + Sleep Party People
15. februar, Koncertkirken
Kom ud af kulden ind i varmen, når den unge englænder William Doyle og hans elektroniske projekt East India Youth inviterer indenfor i Koncertkirken på Blågårds Plads. På debutalbummet ’Total Strife Forever’ malede Doyle fine drømmende poplandskaber ved at kombinere orkestral pop, gospel og electronica. Sleep Party People er også på plakaten denne aften, der er arrangeret af Frost.
Hiss Golden Messenger
18. februar på Voxhall – 21. februar i Lille Vega
Med en kombination af klassisk folk, country og rock repræsenterer Hiss Golden Messenger de klassisk amerikanske dyder. Med hjørnesten som savn, rodløshed og mistende tro er teksterne i hovedsædet, når M.C. Taylor og Scott Hirsch kommer til Danmark med deres fælles projekt.
Alt-J
19. februar, TAP1
Den engelske trio lægger vejen forbi TAP1 med deres eksperimenterende kombination af pop, dub og rock. På trods af deres eksperimentelle tilgang har Alt-J alligevel nydt stor kommerciel succes, og vandt tilbage i 2012 også årets Mercury Prize af sig. Med har de sidste års album ’This Is All Yours’, som fremviste er skævt og legesygt lydbillede, der dog stadig havde bund i det melodiske.
Broken Twin
21. februar, Koncerthuset
Bag Broken Twin gemmer der sig danske Majke Voss Romme, som efter en triumf til Steppeulven giver koncert i Koncerthuset som en del af Vinterjazz. Med sig tager hun årsagen til weekendens priser, nemlig sidste års flotte og smukke debutalbum ‘May’.
D’Angelo
25. februar, Falconer Salen
Halleluja, praise the lord! Neosoul-kongen D’Angelo er langt om længe albumaktuel igen og kommer nu forbi København for igen at indtage sin trone med ’Black Messiah’. Om hans muskuløse arme holder rundt om guitaren eller er gemt væk bag klaveret kan intet ændre på, at D’Angelo laver noget af den mest tidløse r’n’b og soul overhovedet. Et must-see for alle fans af det evindelige groove.
The Preatures
26. februar, Lille Vega
Australske The Preatures laver klassisk pop inspireret af Fleetwood Mac og Blondie. De udsendte sidste år deres debut ’Blue Planet Eyes’, og udover den retroklare pop sender Isabel Manfredis smukke røst også tankerne tilbage til Stevie Nicks. Nu kommer Manfredi og resten af gruppen for første gang til Danmark, hvor Lille Vega danner ramme for koncerten.
Iceage
26.-27. februar i Jazzhouse + 28. februar på Voxhall
Iceage kommer forbi først Jazzhouse i to omgange og herefter Aarhus med sidste år skamroste ‘Plowing into the Field of Love’. Her var bandet for alvor vokset ud af fortidens punkinspirationer, selv om de på intet tidspunkt gik på kompromis med den rå kant, der nu gennemsyrede et univers, der til tider var mere henad Nick Cave. Live er energien i top, når Elias Bender Rønnenfelt folder sig ud.
Kraftwerk
26.-27.-28. februar, Koncerthuset
Kraftwerk er tilbage i Danmark, efter de i 2013 leverede en sand pragtpræstation på Roskilde Festival. Tyskerne har igen taget deres 3D-effekter med og giver otte unikke koncerter i Koncerthuset, hvor pionererne kommer omkring samtlige af deres udgivelser. Kraftwerks betydning gennem tiden kan ikke undervurderes, og deres live-optrædener er ikke mindre betagende.
Læs også: 10 friske hiphop-producere der kommer til at dominere 2015
Læs også: Breakin’ Sound 2015: De syv mest lovende danske navne