East India Youth

Det vil være for nemt (og reduktivt) at tale om ’Total Strife Forever’, debutpladen fra den unge englænder William Doyle, som et rendyrket electronica- eller ambient-album – selv om inspirationen fra genrens pionerskikkelser, såsom Brian Eno, er tydelig og spiller en stor rolle på det meste af albummet.

Doyles musik overskrider de fleste genremærkater, fordi den rækker længere ud end som så. Med lidt held kan der ligge et James Blake-lignende gennembrud at vente på hans musik, da popmusik i 2014 jo kan være mange ting og kan sættes stort i scene med udgangspunkt i laptoppens digitale programmeringer. Pladen viser klare ansatser til et summende, kalejdoskopisk og helstøbt popalbum med vingefang og er mere end en smal repræsentant for en undergenres diskrete lysninger i en ellers dunkel skov.

Det meste af albummet er instrumentalt, hvilket nedtoner popvenligheden, men som omvendt giver de fire numre med sang ekstra kraft til at berøre, som for eksempel singlen ’Looking For Someone’, der iscenesætter protagonistens følelse af isolation i gospelklingende gevandter.

Andetsteds er der fire variationer over titelnummeret, der skaber en kuldslået ramme om albummet, men Doyle topper på numre som den technohårde ’Hinterland’ og den efterklangsmættede ’Heaven, How Long’, der viser hans udsøgte fornemmelse for tekstur og struktur kulminerende med en overstyret guitar, der pludselig flår flænger i stemningen af emotionel inerti.

Nogle debutanter ankommer med en færdigpakket kuffert af ideer. Doyle er i særklasse klædt på til rejsen som fremtidig popstjerne, hvis han åbner helt op for den.