Viet Cong

Viet Congs debutalbum kan beskrives som et skizofrent værk. På den ene side er det mørk og skrålende postpunk, på den anden melodisk psychedelia. ’March of Progress’ er således en tredelt tour de force, der går fra tre minutters dyster, industriel trommehammer over vokal og psykedelisk snoende guitarer til et flimrende, udmattende popridt og det gentagende spørgsmål: »Tell me, tell me, tell it to me, tell it straight / what is the difference between love and hate?«

Men en sådan diagnose ville være at underkende Viet Cong, for man bemærker slet ikke opdelingen. De knortede, basgungrende knuder løsnes med et enkelt hiv, og snorene udfolder sig naturligt som lange, smukke guitarmelodier. Andre gange snor de sig mellem bassist og forsanger Matt Flegels spyttende strofer, mens trommerne kæmper for at baske de lyse toner væk.

Kombinationen har Matt Flegel og trommeslager Mike Wallace medbragt fra deres tidligere band, hedengangne Women, men med Viet Cong er kombinationen blevet mere ekstrem – uden at miste sammenhængen. Det er en seriøs præstation, der får referencerne til at spænde fra Joy Division til The Beatles, og som gør lyden langt mere lyttervenlig, end man skulle tro om en sådan parring.

Lidelsen er altså ikke skizofreni, men den canadiske kvartet kan ikke fraskrive sig en diagnose. Udtrykket er for kraftigt og for ekstremt i sine udsving til blot at være en sindstilstand. En lignende oplevelse kan muligvis findes i euforiserende stoffer, men når Viet Cong kan levere den så fornemt i albumformat, holder jeg mig til musikken.

Læs også: Vind billetter til Viet Cong på Loppen