The Bug
Der er gået seks år, siden Kevin Martin har udgivet et album under sit foretrukne alias The Bug, og det kan man høre på både godt og ondt. Dengang peakede dubsteppens popularitet, og da The Bug udgav ’London Zoo’ var det en kærkommen ilter dancehall-orienteret eksplosion, der sprængte de vante rammer.
Nu er tiden en helt anden, og det er The Bug for en del af de nye numres vedkommende tilsyneladende også. Pladens seks første numre byder i hvert fald på en distinkt anderledes stil. Lydbilledet er stadig grovkornet, flosset og fyldt med buldrende tung bas, der nærmest gør reelle beats overflødige, men ved hjælp fra vokalister som Liz Harris, Inga Copeland og Gonjasufi bliver det hele trukket ned i et mere døsigt og knap så frembrusende leje, hvilket tager Martins lyd i en interessant ny retning. Gonjasufis herointynde crooner-stemme passer perfekt ind her, selv om det faktisk er den instrumentale ’Ascension’, der med et dubbet groove og masser af filtreret støj er pladens bedste nummer.
Bedst som man tror, at den aggressive dancehall-lyd hører fortiden til, buldrer The Bugs favoritrapper Flow Dan og sidenhen det ubeskrevne blad Manga igennem på hver deres trommeindpiskende track. Selv om Mangas rap på den trompetforvrængede ’Function’ egentlig er ganske gedigen klassisk grime, virker det lidt malplaceret.
Langt bedre bliver det på de dystopiske ’Fact Man’ og ’Dirty’, hvor Flow Dans afgrundsdybe vokal langt bedre kommer til sin ret, ligesom Death Grips’ MC Rides punk-smadrede flow også passer godt på ’Fuck a Bitch’. Det er bare en skam, at en helstøbt albumidé ikke bliver ført 100 procent igennem.