I sidste uge kunne man se den højdramatiske og blodige musikvideo til The Weeknds ‘In the Night’ fra hans seneste album, ‘Beauty Behind the Madness’. Den stærkt 80’er-inspirerede video er filmet af den danske filmfotograf Lasse Frank, som er uddannet fra Den Danske Filmskole og igennem årene har lavet både spillefilm, tv-serier, reklamefilm og musikvideoer. Vi fik en snak med Frank om processen, om regler der skal brydes og hvordan Abel Tesfaye er at arbejde sammen med.
Hvordan var det at lave videoen til ’In the Night’?
»Det var et fedt og inspirerende samarbejde med instruktørduoen BRTHR. De er to unge fyre på 21 og 22 år, den ene fra Japan og den anden fra New York, og de er virkelig et produkt af en ny generation med en totalt frygtløs visuel tilgang til verden. De lader sig ikke låse af bestemte regler eller ideer. De mødtes på kunstskole i New York, så de er ikke skolet i klassisk filmmageri, som jeg er fra filmskolen. Det var et vildt og sprudlende match. Jeg blev virkelig udfordret (på den gode måde) til at bryde et hav af de klassiske regler, som jeg er skolet med, for eksempel i lyssætningen hvor de elskede de såkaldte soft-filtre og masser af farve i lyset. Der var generelt bare drøn på 80’er-looket.
Vi havde helt klare ideer om, hvor vi skulle hen visuelt, men vejen derhen var én stor eksperimenterende leg. Det var benhårdt arbejde, og vi havde fuld fart på for at nå at skyde det hele på de tre dage i New York, men det var virkelig en sjov proces. Vi havde nogle vilde locations, blandt andet en russisk stripklub, hvor hele endevæggen var én stor væg af regnvejr, der bare plaskede ned. Totalt kitsch«.
Hvordan var Abel Tesfaye at arbejde sammen med?
»Meget behagelig, flink og rar. På settet var han supernem og enormt sød. Han havde selv valgt BRTHR til at instruere videoen, så han var helt tryg ved hvad vi lavede, og vi fik masser af frihed og plads til at gøre vores arbejde. Han er jo en verdensstjerne og var virkelig nem at filme på den fede måde. Han har bare den naturlige stjerneattitude, og det var det, der skulle bruges i denne video.
Han havde selvfølgelig et par bodyguards, sin egen trailer, og et helt entourage af managere og cool venner, der fulgte med, men han var meget nede på jorden. Han og hans management fortalte efterfølgende, at de var meget begejstrede for videoen«.
Hvor meget var Tesfaye selv med i processen?
»Abel har godkendt det, men det er BRTHR, der er hjernen bag. Det er deres stil og ideer, der skinner igennem. Han kom selvfølgelig med forslag og kommentarer undervejs. Han foreslog for eksempel selv på et tidligt tidspunkt i processen, at hans celebrity-kæreste Bella Hadid skulle have en rolle i videoen, hvilket kun var en bonus«.
Hvis idé var det at gøre det 80’er-inspireret?
»BRTHR præsenterede mig for den 80’er-inspirerede tilgang til projektet. De er jo 20 år yngre end mig, og jeg tror, den generation romantiserer 80’erne meget mere end jeg umiddelbart gør. Det er en klassisk ting, at man romantiserer den tid, man ikke selv helt kan huske, hvordan var. Så de suger til sig gennem et romantiseret filter, hvor jeg måske ser nogle af tingene med lidt mere skepsis. De to drenge sidder i New York og ser VHS-film i stedet for HD. De elsker looket af B-film, gamle Hong Kong-film, ældre videoformater og den slags. Der er også referencer til Princes ’Purple Rain’ med regnen og det blå og røde lys.
Jeg har tænkt meget forskelligt om den her video, lige fra ‘hold da kæft, det er grimt’ til ‘wow, det er flot’ til ‘det er kitsch og oldschool, men up-to-date’«.
Hvordan var det at arbejde på den her produktion i forhold til, hvad du ellers har lavet?
»Musikvideoer er generelt et fedt og sjovt format. Der er god mulighed for at eksperimentere, der er frihed til leg og vilde ideer, og jeg fik da også prøvet en del af, for eksempel med soft-filtre og en masse farvet lys, som jeg normalt ikke ville flette ind i en spillefilm. Jeg arbejder normalt med naturligt lys og elsker endda at lyssætte mindst muligt, så de her drenge ruskede virkelig op i min barndomslære fra filmskolen. Jo vildere, jo bedre. Det var skidesjovt at gå totalt med på deres præmis.
Jeg synes, videoen er endt et fedt sted, hvor den faktisk er blevet et helt potpourri over videoformater og stilarter fra 80’erne og frem til i dag. Det er det, BRTHR er genialt dygtige til: At sidde ved klippebordet og folde det hele kunstnerisk ud, klippe det sammen og skabe en så vild og cool fotocollage som det her er blevet. De har gjort det tidligere i andre videoer, men med den her video har de taget det til et nyt niveau. Jeg er meget imponeret over dem«.
Læs også: The Weeknd på vores liste over årets bedste album