Nok er julen ved at nå sin ende for i år, men der er stadig julestemning på stjernehimlen – især hos både Mac DeMarco og Ja Rule.
Musikkens ubestridte super-gavtyv aka. Mac DeMarco har netop sluppet en yderst behageligt bjælde-klingende coverversion af den Irving Berlin-komponerede Bing Crosby-klassiker, ‘White Christmas’. Som om det i sig selv ikke var hyggeligt nok, så har DeMarco delt nummeret, som han har døbt ‘White Christma$’, med et billede af Star Wars-figuren Jar Jar Binks iklædt lyskæde og nissehue. Et ikke helt besynderligt træk, idet meget kunne tyde på, at DeMarco er en svært begejstret Star Wars- (og i særdeleshed Jar Jar Binks-)fan – jævnfør blandt andet hans fuldkommen usaglige, men overmåde underholdende (og stærkt Jar Jar Binks-prægede) Star Wars-anmeldelse, samt det faktum, at han i år fejrede Halloween ved at klæde sig selv og sine øvrige bandmedlemmer ud som Darth Maul.
Dagens anden stemningsspreder (eller måske i virkeligheden stemningsberøver) kommer fra Ja Rule. Den 00’er-dominerende Queens-rapper har nemlig lagt sin dybe, indlevelsesrige røst over Dr. Seuss-juleeventyret ‘The Grinch’ på BBC 1. Det kan på alle måder anbefales at lytte med. Om ikke andet, så for at få fornøjelsen af at høre Ja udbryde »Yaaay! The gawd-damn Grinch!« i slutningen.
Hør DeMarcos ‘White Christmas’-cover i toppen og Ja Rules oplæsning af ‘The Grinch’ herunder.
Læs også: Bjælde-funk: Hør Future Islands’ cover af Wham!-klassikeren ‘Last Christmas’