Roskilde Festival: Disse ni koncerter må du ikke misse torsdag

Vi guider dagligt til de bedste koncertoplevelser på Roskilde Festival.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Choir of Young Believers

Vi er barmhjertige. Du kan både nå din formiddagslur og din skiburger, inden du skal ramme torsdagens første must see-koncert.

Choir of Young Believers slap tidligere på året deres tredje album under titlen ‘Grasque’. Derfor er det også kun på sin plads, at Jannis Noya Makrigiannis og Believer-vennerne vender tilbage til Dyrskuepladsen – denne gang på Avalon, der i år er blevet lavet om. På den mere aflukkede, teatersals-lignende scene kan man i ro og mag gå i ly for eftermiddagssolen og fordybe sig i Choir-universet med alt, det byder på af kaleidoskopiske, drømmende melodier, dybsindig poesi og inderlige vokaludskejelser.

Avalon
Torsdag den 30. juni kl. 15.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Grimes

Der var dømt artsy powerpop, psychpop-eksperimenter, skingre primalskrig og skamløse dubstep-sessioner, da Grimes indtog Falconer Salen tidligere på året. »En tour de force i kantet popmusik«, lød det fra vores anmelder, der kvitterede med fem stjerner. Samme karakter tilfaldt neonsylfiden, da hun i vinter udgav sit fjerde album, ‘Art Angels’, der med rendyrket pop og kompromisløs attitude giver en gedigen »fuckfinger til konventionerne«.

Øjenvidner og Youtube-bevismateriale lader desuden fortælle, at Claire Boucher er et energisk festfyrværkeri på en scene, så der er ingen undskyldning for ikke at lade den canadiske art angel starte torsdagsfesten på det, der sikkert bliver et feststemt, tætpakket Arena.

Arena
Torsdag den 30. juni kl. 18.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Courtney Barnett

»Give me all your money and I’ll make some origami, honey«. Denne linje alene burde være grund nok til, at man slår vejen forbi Avalon torsdag klokken 19. Og linjen står ingenlunde alene af de sprogligt finurlige, charmerende sarkastiske og kløgtigt dybsindige tekster, Courtney Barnett netop er blevet kendt og i særdeleshed anerkendt for.

Ovenpå et par ep’er satte den australske deadpan-slackede garagepoet sidste år sit debutalbum ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit‘ i verden. Et album, der med sin vekselvirkning mellem punket powerpop og opfindsom lo-fi-folk uden tvivl vil blive en frydefuld oplevelse live.

Avalon
Torsdag den 30. juni klokken 19.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. PJ Harvey

Siden de spæde 90’ere har Polly Jean Harvey leveret det ene helstøbte, skarpe og på varierende måder vedkommende album efter det andet. 11 styks er det blevet til (ni af dem solo) – og den gennemgående høje standard regerer stadig stærkt på hendes seneste samtidskritiske, formidable udspil, ‘The Hope Six Demolition Project’, der udkom i foråret.

Harvey ryger i manegen i bedste sendetid, når hun klokken 20.30 på Arena formentlig vil få teltdugen til at løfte sig af kuldegysnings-fordrende rockudbrud med sin skurrende saxofon og sit velstemte og stemningsskabende mandekor (dikteret af hendes seneste mesterværk) – eller måske bare af lutter ærefrygt.

Arena
Torsdag den 30. juni kl. 20.30.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Floating Points

Et af sidste års muligvis mest oversete og stærke elektroniske album blev leveret af en britisk neurolog ved navn Sam Shepherd. En videnskabsmand ud over det sædvanlige – både i lægevidenskabeligt og musikalsk regi. Med rødderne solidt plantet i klassisk musik (og de flittige fingre øvet på klaveret) har den britiske producer/komponist/dj en organisk tilgang til sine elektroniske produktioner, der med en vaskeægte videnskabsmands præcision og nysgerrighed inkorporerer alt fra fusionsjazz til minimalistisk ambient.

Godt nok skal den gode Shepherd skal tage publikumskampen op mod både Blood Orange og PJ Harvey, men tag sidste års mesterværk ‘Elaneia’ i ørerne og vurder selv, om ikke et smut forbi Floating Points vil være oplevelsen værd alligevel.

Apollo
Torsdag den 30. juni kl. 21.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Blood Orange

Han har netop udgivet albummet ‘Freetown Sound’, og der er derfor lagt op til masser af forførende toner fra Blood Oranges saftige bagkatalog samt dugfriske tracks, der efter den britiske hjerteknusers eget udsagn er hans version af ‘Paul’s Boutique’ – Beastie Boys’ legendariske sample-baserede klassiker fra 1989. Vi kan derfor forvente glohed stemning, r’n’b-pulserende ømhed og en masse nyt cut and paste fra Dev Hynes og hans blodorange alias (der giver Avalons konferencier et lidt for oplagt orange feeling-ordspil til højrebenet).

Avalon
Torsdag den 30. juni kl. 21.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Chvrches

Da Chvrches i efteråret nedkom med deres andet studiealbum ‘Every Open Eye’ påpegede vores anmelder, hvor strålende et stjerneformat forsanger Lauren Mayberry besidder. Og har man haft et vågent øje på den skotske synthpopgruppe de seneste par år, vil man også kunne ane en sprudlende opblomstring i den sarte sangerindes udtryk. Det vil derfor blive særligt spændende at se, hvordan Mayberry og hendes drenge vil lade synthregnen hagle over Arena – et formenligt ret skudsikkert sted mellem medrivende, charmerende naivitet, insisterende pophits og synth-sikkert klubpotentiale.

Arena
Torsdag den 30. juni kl. 23.30

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Tuskegee

Skal der være fest, så lad der være fest. Og når du står klokken 01.00 om natten og leder efter en sådan, er det Apollo, du skal gå til. Her vil den garvede Michigan-producer Seth Troxler nemlig befinde sig bag knapperne i selskab med newyorker-dj-duoen The Martinez Brothers i deres innovative, eksotiske house-projekt, Tuskegee. Projektet er ikke blot de tre producer-wiz’ alias, men også titlen på deres pladeselskab, hvorpå trioen forrige år smed det solide udspil ‘Space & Time’.

Troxler og Martinez-brødrene har fået intet mindre end tre timers spilletid, når de lægger soundtrack til nattens heftigste dansefest – sådan cirka til solen begynder at stå op.

Apollo
Fredag den 1. juli kl. 01.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Savages

Lige siden Savages brød ud i 2013 med den opsigtsvækkende stilsikre og benhårde debut ‘Silence Yourself’, har den britiske kvartet været en sand fornøjelse at følge. Opfølgeralbummet ‘Adore Life’, der landede tidligere på året, bød på en ligeledes hårdkogt, energisk og krasbørstig omgang postpunk, men selv om bagkataloget holder i højtalerne, er det på scenen, Savages for alvor viser deres sande værd.

Med den karismatiske, blændende skarpe og nærværende Jehnny Beth i front leverede London-gruppen så sent som i marts et tordnende rockbrag af en koncert, der befandt sig et overbevisende sted »i en tornado af kontrol og vildskab«. Forvent fokuseret intensitet, medrivende fandenivoldskhed og seriøse kuldegysninger.

Avalon
Fredag den 1. juli kl. 01.00

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af