Choir of Young Believers: ‘Grasque’ lyden af et nutidigt menneske, hans drømme, angst og fryd
Jeg har Jannis Noya Makrigiannis mistænkt for en kunstnerisk mani. At han må bevæge sig langs sine egne og musikkens grænser, hver gang han udgiver et album. Jeg har ham mistænkt for, at hans nørklede musikhjerne sender ham i retning af den umådeligt svære musik, som intuitivt flyder gennem ham som impulser. Impulser formet af hans væsen, steder, minder og hans aktuelle nu. Impulser som han må fange og repræsentere så sandt som muligt. Jeg tror, det er derfor, at Choir of Young Believers altid har overrasket og euforiseret i sine sære, egenrådige valg, for umiddelbart efter at hive os ind i en brændende, melodisk omfavnelse.
Begge dele gør Makrigiannis stadig, om end i en anden lydlig dimension end før, på Choirs tredje album, der i al sin kompleksitet, sin naturlige catchy medkraft og uforudsigelige modkraft bliver et nærmest menneskeligt hele – en form for sjæl åbenbaret som bevidsthedsstrøm i lydformat.
Lyden af ’Grasque’ flyder som en bedøvende flod af synthesizere imellem klippestykker af tilhuggede beats. Det er en r’n’b-inspireret berøring, der kryber ind under huden fra sin let verdensfjerne og 80’er-kølige kulisse. En rummelig sjæl, hvor spanske sologuitarer og kitschede horn får plads, ligesom lyden er 90’er-poppet og døsigt technopumpende, hiphoppet og himmelstræbende.
Igennem pladen bliver det mere og mere imponerende, hvad det er for en kompleksitet, producer Aske Zidore og Makrigiannis smelter og støber sammen i organisk bugtende forløb, hvor melodierne dukker op under en bedøvende støvregn af samples og forsvinder igen i de mange lag. En slags lydkollager rundt om musikkens beats og melodier, som giver albummet sin flygtige og psykedeliske farve. Der er tale om kompleks musik i sine stemmer, men på samme tid musik, som er let at svømme væk i.
Jeg har lyttet til albummet mere end 50 gange. Det skulle der til for at komme helt ind og forstå, at klimaks er et lille forløb af lyd. Hvor ‘Face Melting’ vrister sig fri af sin drømmende døs og tripper eksalteret ud af fjerene mod himlen i en slags sart eksotisk hiphop, mens Zidore sampler, sitrer, maler og gløder overalt i lydbilledet, inden nummeret siver over i den dovne og derefter rastløse ‘Græske’, som fra sit psykedeliske r’n’b-udgangspunkt pumper sig selv op til et industrielt technovæsen, der danser i en vild koger – et trip som singlen ’Jeg ser dig’ forløser i tungt pumpende og melodisk ekstase med utydelige og opbrudte linjer, der fortæller om brud og rekonstruktioner og maler billeder frem af et menneske, der reflekterer over sig selv som individ og sine menneskelige relationer – de brændende og de brændte.
Sangene har skiftevis danske og engelske tekster, og måske rent intuitivt bliver det mest nærværende, når Makrigiannis bekender linjer som »det regner cirkler på din vej / maler dem om dig« og »danser i natten, alle ansigter de smelter væk i gyldent daggry«. Opbrudt poesi i sætninger der, her på ‘Vaserne’, flyder ud og – intentionelt eller ej – drukner i sin egen utydelighed og sangenes strøm.
Massen af kvalitet er stor på ’Grasque’, og når man først har forstået det organiske forløb på albummet vokser også de små instrumentaler, halve numre og intermezzoer som ’Olympiyskiy’, ’Salvatore’ og ’The Whirlpool Enigma’.
Summen gør, at albummet går op i år 2016’s flygtige, opbrudte virkelighed, hvor små stykker af verden dumper ned i eller brækker af dagligdagen. Som halvt udbredte tanker giver det tvetydige og verdensfjerne pladen en sjælelig fornemmelse, og med det mener jeg, at ’Grasque’ i sine kalejdoskopiske farver er lyden af et nutidigt menneske, dets drømme, angst og fryd.
Kort sagt:
‘Grasque’ er lyden af tabte årtier, men samtidig en umiskendelig og nærværende 2015-prototype, hvor genreløs pendlen mellem pop, techno, ambient og r’n’b er den røde tråd, og hvor et ægteskab mellem jazzens akrobatik og produktionens genskinnende overflade hele tiden er nærværende. I sin kaleidoskopiske kompleksitet og uforståelig sammenhæng, midt imellem gode melodier, er ‘Grasque’ lyden af et nutidigt menneske, hans drømme, angst og fryd.
Læs interview: Choir of Young Believers: »Jeg begyndte at gå til technoraves, bare for at få noget energi«