Jannis Noya Makrigiannis sad fast. I arbejdet med Choir of Young Believers’ tredje album har han udforsket nye musikalske territorier, men tvivlen nagede. Var det godt nok? Ville fans stå af? Bandets eksistens var flere gange truet. Alligevel nægter han at gå på kompromis, at gentage sig selv. Den type band må Choir aldrig blive.
Kan du huske efteråret 2008? Lyden. Strygere, der nærmest åd højttalerne i biler, busser og på spillesteder. Den knækkende, smukke mandestemme, der sang om »next summer I will return / I’ll be back / I’ll break your heart«. Den galante start og så et piskesmæld af en exit i få brudte linjer.
Ordene var Jannis Noya Makrigiannis’, og de lagde en klangbund for det gennembrud, som Choir of Young Believers fik med debutalbummet, ‘This Is For the White in Your Eyes’. Næsten på slaget syv år senere møder jeg bagmanden på Nørrebro Station. Støvregnen vasker tavlen ren. Vi skal gå en tur på en tusmørkespirende eftermiddag, og for mig er det som at catche op med en gammel ven. En ven, der engang omfavnede mig musikalsk, men som også skubbede mig væk fra sig i nogle numre. En fortællesyg sjæl i toner og tekst, der holdt mig fast, men som samtidig slog ud efter mig med lange, tungsindige fraseringer.
Alt det aner Jannis naturligvis intet om, og derfor begynder vi bare at gå langs Københavns flossede ydrekant. Jeg har det lidt, som om jeg mødes med en god ven, jeg engang havde, men som jeg ikke har set eller hørt fra på det seneste, siger jeg. Jannis vender sig mod mig med et stort smil. Han tror pludselig, at vi kender hinanden, og hans øjne afsøger mig hurtigt og hvirvlende.
Altså jeg mener, at jeg jo kun hører fra dig, når du udsender ny musik, og at dine album…
»Ah, ja, ja«, siger Jannis. »Du mener, at min musik ligesom har fortalt dig en historie«.
Så går vi lidt igen. Den åbning gik slet ikke, og mens støvregnen viser sig at være en så lokal byge, at vi efter 100 meter længere inde mod byen begynder at kunne se den orange eftermiddagssol dale, tænker jeg som en gal på hans nye og tredje album, ‘Grasque’.
Det er nærmest åndsforskelligt fra debuten og det efterfølgende ‘Rhine Gold’. Han er gået i en helt ny retning denne gang. Eller nærmere i mange nye retninger. Det er ikke den rockede storladenhed, der dominerer længere. Langtfra. Synthen er fremtrædende, og sammen med rumklang og Jannis’ sfæriske vokal er grundstemningen melankolsk og længelsfuld. Samtidig er albummet en eksperimenterende sangskrivers vådeste drøm, hvor mange forskellige stilarter, der normalt er helt forbudte at mikse, fiser ind og ud imellem numrene, mens sprogene skifter efter behag, primært mellem engelsk og dansk.
‘Grasque’ stikker i alle mulige retninger. Hvordan kan det være?
Jannis svarer ikke. Han går bare og ser lidt frem for sig. Klør sig så på kasketten, som ligger i pres under hans store hættetrøje, der så igen titter frem fra en ret lun læderjakke.
»Jeg, jeg… Jeg havde bare lyst til, at det skulle være på den måde«, siger han så.
Vi går videre i stilhed, drejer ned ad den grønne sti, der engang var en overmodig, arkitektonisk idé om en lang og frodig cykelslange igennem København, men som på en sen eftermiddag ligner resten af det skidengule, ydre Nørrebro til forveksling. Jannis lægger armene over kors, skutter sig lidt. Han er som sin musik. Sommetider omfavnende, andre gange indelukket.
ølelserne hænger uden på læderjakken, og det er netop de følelser, der i tidens løb har skabt nærværet i hans musik og indbragt adskillige priser, anmelderroser og et voksende publikum. Jeg skeler til ham, han skeler tilbage, vi går lidt igen. Så siger han pludselig noget.
Brug for forandring
»Det var nødvendigt at ramme bunden for at lave den her plade«.
Han ser stadig frem for sig, som om han bare lige har tænkt højt ved et tilfælde.
Hvad mener du med det?
»Efter ‘Rhine Gold’, vores anden plade, følte jeg, at paletten måtte bredes ud. Der er sådan en underlig tendens til, at musikere skal male sig op i et hjørne med deres musik. De laver én plade, og så laver de én til i den samme genre, og så én til. Det kunne jeg slet ikke have, og derfor rendte jeg rundt i et musikalsk ingenmandsland efter ‘Rhine Gold’. Jeg begyndte at gå til technoraves bare for at få noget energi (det kan høres på ‘Face Melting’ og ‘Graeske’ fra det nye album, red.). Jeg følte, at jeg var lukket helt inde, at Choir ligesom havde malet sig op i det berømte hjørne. Ja, faktisk var jeg ret sikker på, at vi måtte gå hver til sit«.
Fordi I havde lakeret jeres følelsestunge musik op i hjørne, og nu måtte sprænge væggene for at komme ud?
»Ja, det er egentlig et meget godt billede, men jeg tror ikke, at Choir ville eksistere i dag, hvis det ikke havde været for Aske Zidore (producer på ‘Rhine Gold’ og for blandt andre Treefight For Sunlight, CTM og The Rumour Said Fire, red.). Han var med til at rive væggene ned, kan du sige. Aske har været den vildeste banddoktor. Choir har fået en ny eksistensberettigelse med ham, fordi han hev mine drømme i nye retninger og bankede mig i hovedet med de ting, jeg har sagt tidligere, og som jeg havde glemt, fordi jeg bare drømte videre«.
Hvorfor kan man ikke lave nogenlunde det samme album flere gange?
Det var triggeren. Den, der får Jannis til at stoppe op, netop som vi er nået til Kronborggade tæt ved Assistens Kirkegård. Nu lyner hans øjne pludselig.
»Fordi det kan man bare ikke! Jeg kunne ikke skrive noget som helst. Jeg måtte simpelthen bare vende mig væk fra hjørnet og trampe lige ud over alt det, vi tidligere havde lavet. Hvis man på forhånd kan forestille sig, hvordan et album bliver, så er der ingen grund til at lave det. Så er det federe at vende sig om og se ud over et kæmpe, nærmest uindtageligt rum. Men det er også skræmmende, indtil man ved, hvor man skal gå hen. Det at vende sig om er ikke i sig selv en revolution. Det er det at tage skridtet derud, der er revolutionerende. Jeg brugte lang tid på at finde mit fodfæste. Mange måneder med musikalsk forvirring, men så trak Aske mig ud af mit vakuum«.
Musik er alt
Jannis’ arme er nu foldet helt ud. Læderjakken flagrer omkring hans ranglede krop, nu dirigerer han samtalen. Han forklarer, hvordan han og Aske Zidore tog til en ødegård i Sverige. Her blev de, bevæbnet med masser af rødvin, inspireret af Jannis’ lille sampler, som han havde samlet masser af indtryk på i sin periode med musikalske ørkenvandringer. Turen blev Jannis’ vej ud af musikmørket.
»Jeg indså, at musik for mig handler om udforskning. Lige nu er jeg egentlig ret nervøs for, at der er sindssygt mange mennesker, som kommer til at stå af på ‘Grasque’, fordi der sker så mange forskellige ting på albummet, men det er det, jeg har kunnet lave lige nu. Hvis vi havde sendt den her plade ud for et halvt år siden, ville jeg måske også selv tænke, at det var noget underligt noget, at jeg skulle synge på flere sprog, og at melodierne spænder over elektronisk, 80’er-pop og noget jazzet, men nu har jeg det på den måde, at det er lige præcis sådan, Choir lyder i dag. Det er det eneste rigtige for os«.
Det kunne lyde, som om du synes, at musikere, der bevæger sig i samme genre hele livet, er kedelige…
»Folk skal gøre, hvad de tripper over, men for mig er det uinteressant ikke at forny sig. Det er ligesom hele min konklusion med ‘Grasque’. Hvis publikum møder op til en koncert og forventer at høre ‘Next Summer’ eller ‘Hollow Talk’, så må jeg bare skuffe dem. Den plade er ligesom lavet, og hvis vi hele tiden spillede noget fra den eller lavede en toer eller en treer, så ville det udvande det, som etteren kan. Det ville ridse en god plade og gøre den mindre speciel«, siger han og sætter så i bevægelse igen i den smalle gade, hvor cyklerne pibler ind og ud imellem hinanden på brostenene. Så stopper han pludselig op igen.
»Musik er det vildeste rum at være i. Det sted man kan være fri, men det rum var bare ikke frit for mig, før jeg gik i ‘Grasque’-retningen, og det var uendeligt deprimerende. Jeg følte mig simpelthen identitetsløs, fordi jeg ikke syntes, musik var spændende længere. Musik er det eneste, jeg har tænkt på, siden jeg var 12 år gammel, og hvis man ikke får hjertebanken over det længere, hvad skal det hele så nytte? Derfor tvivlede jeg på mig selv, på bandet, ja, faktisk på alting. Det gjorde ondt, og det er underligt at tale om nu, hvor vi har fundet en vej«.
Jannis peger over på et sted med mørke ruder. ‘Bar’ står der over døren. »Vi skal have kaffe«, siger han.
Allerede i gang med næste album
En operastemme møder os, da Jannis åbner døren. Stemmen er gennemtrængende, men uden følsomhed. Først nu tænker jeg over, at Jannis’ egen stemme er langt lysere i tale end i sang. Det er, som om han har pumpet noget luft i den, der tømmes, når han går over i de højere tenor-toner. I det mørke lokale midt i en andens opera sidder et par uregelmæssige gæster i baren og drikker øl. Jannis dirigerer os ned til et bord i hjørnet.
»Jeg bliver konstant inspireret af mine venner og deres projekter«, siger han allerede inden, vi har fået sat os. »Jeg tror, at mange har en tendens til at tænke, shit, hvor er ham eller hende der dog produktive, hvorfor er jeg ikke også det? Men jeg er vild med det. Man kommer kun videre, hvis man hele tiden flytter sig og ikke hænger fast i en lyd. For mig har det altid været inspirerende at lytte til andre, og det var netop anderledes lyde, jeg måtte finde frem til, for at vi i dag kan stå med ‘Grasque’«.
Nu taler Jannis efterhånden i ordstrømme. Han fortæller om lyden på det nye album, og om hvordan en opvarmningsturné for Depeche Mode fik ham til at tænke på ‘Grasque’ som et Choir-album. I en kaffetår drejer jeg samtalen.
Har du et billede af, hvor Choir skal hen næste gang, eller om I overhovedet skal et sted hen sammen?
»Det skal vi«, siger Jannis og læner sig frem, for at jeg bedre kan høre ham igennem den inciterende sopran i højttalerne: »Lige om lidt faktisk, for der må ikke gå så lang tid igen. ‘Grasque’ er jo nærmest et patchwork over mange år, og når vi nu tager ud og spiller, så er det lidt, som om det her musikalske patchwork bare udvider sig hele tiden. Det betyder, at vi på en eller måde allerede er videre, og at vi snart går i studiet med noget nyt faktisk«.
Er det ikke besværligt, at skulle ud og turnere med noget nyt, når man allerede er videre til næste plade oppe i hovedet?
»Der er tid til det hele, og det er kun fedt. Lige nu planlægger vi faktisk at indspille en ny plade, mens ‘Grasque’ kommer ud. Men forstå mig ret, det her er ikke en mellemplade. Den er tværtimod fundamentet for, at vi kan lave en ny. Den har simpelthen givet os så meget inspiration, at vi bare må i gang igen med det samme«.
Det lyder næsten, som om du forcerer musikken for at forny dig hurtigere…
»Man må aldrig forny sig for fornyelsens skyld, men hvis jeg ikke er i konstant bevægelse, så føler jeg, at jeg misser noget. Det er ligesom, hvis du sætter dig ned med en gammel ven. Hvad vil du så helst have: At han sidder og snakker løs om det ene projekt efter det andet, eller at han bare siger, at det da går meget godt, sådan lidt som det plejer. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, for den første type ven er passioneret, og for mig handler stort set alt om det. Passion«, siger Jannis og læner sig tilbage med sit første afslappede smil i dag.
»Så fik vi alligevel det med en ven, man ikke har set i lang tid, med, hva’?«
Læs anmeldelse: Choir of Young Believers ‘Grasque’