Carmon kårer sine tre yndlingsrappere: »Jeg var ni år, da jeg fik min første Akon-plakat«

Du kender ham fra hiphopduoen DC i selskab med fætteren Danni, men sidste år skød Carmon også solokarrieren i gang med et par singler, inden han i starten af 2017 udgav sin debut-ep 'Ham der C'. Men hvilke rimsmede ser rapperen selv op til? Vi fik ham til at fortælle om tre af sine favoritter.
Carmon kårer sine tre yndlingsrappere: »Jeg var ni år, da jeg fik min første Akon-plakat«
Foto: Martin Stampe
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Gucci Mane

»Jeg føler ham all-around. Både som artist, personlighedsmæssigt. Han er bare en G«.

»Jeg så ham helt tilbage på Smack DVD, hvor de filmede rappere i deres kvarterer. Så har de lige lagt 16 eller 32, og så har der været en masse beef imellem det. Så har den ene rapper disset den anden – så tager kameramanden over til den anden næste uge. Jeg så Gucci Mane der for første gang, hvor han bare flækkede den. Han var ikke den bedste rapper, men man kunne se, at han var ægte«.

»Han har nok været vejen ind til her, hvor jeg er nu, for han har været en stor inspiration. Ikke så meget musikmæssigt faktisk, bare sådan som han er. Hans arbejdsmetode. Hvor hurtigt han arbejder. Hvor effektiv han er i et studie. Han kan jo lave tre numre på én dag. Han kom ud af fængslet og udgav næste dag et nummer med Drake. Og der kom et album seks dage efter. Det er for sindssygt«.

»Han formår altid at få de bedste mennesker med på en sang. Han har mange kontakter – han kan hive i alle folk i hele branchen. Det er også det, jeg synes er fucking fedt ved ham. Det er den rigtige OG-stil«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Akon

»Jeg tror, jeg var ni år, da jeg fik min første Akon-plakat. Og så har den bare hængt på værelset, indtil jeg blev gammel nok til selv at lave musik. Den ligger nede i kælderen nu…«

»Akon har været en stor inspiration på alle måder. Hvis der er en artist, jeg skal se mig selv i, så er det 100 procent Akon. Det melodiske, han kan rappe, han kan alt. Og igen: En rigtig dygtig forretningsmand. Det er ikke fordi jeg vil sige, at jeg har bygget min stil på ham, men det er min største inspiration indenfor musik«.

»’Konvicted’-pladen, den var sindssyg. Der er ikke ét nummer på den, der ikke er sindssygt«.

»Det var ham, der gav mig gåpåmod til at hoppe ud i det der med toner, at ramme toner. Jeg har aldrig vidst, at jeg kunne synge. Jeg har altid sunget lidt for sjov – til filippinske arrangementer og familiesammenkomster, der har der været en masse karaoke. Det er meget normalt, at vi gør sådan noget. Så jeg har altid bare fyret den af der, men ja, nu står jeg her«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. 2Pac

»Jeg kan ikke tage det fra ham, han er en tidløs artist. Vi kan lytte til ham om 50 år og stadig relatere til det«.

»Jeg har altid lyttet til 2Pac. Han har altid været i headsettet, når jeg har gået mine ture, og når jeg har været inde og sidde«.

»Han var ikke bare en rapper. Han var en kunstner. Han gik ind i nogle emner, som ikke alle gik ind i, og han snakkede også meget politik og gik meget op i, at de sorte var undertrykte. Han har også været med i film. Han har lavet rigtig meget«.

»Som rapper var han sindssyg. Flows, lyrisk, alt. Man kan ikke tage noget fra 2Pac. Og så var han også vildt dygtig i studiet. Han tog i studiet og lavede fem numre på én dag«.

Læs også: Se videoen til Carmons ‘Stadig original’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af