Den 28. april udkommer det nye Gorillaz-album ‘Humanz’, men det kunne tyde på, at der er meget mere på vej fra Damon Albarn og hans tegneserieband. Senere i dag udgives et Beats 1-interview med Albarn, men en lille bid har nu ramt internettet som teaser.
Her snakker radiovært Zane Lowe med Albarn om, at musikeren har en masse Gorillaz-sange på lager, som ikke er med på ‘Humanz’ – nærmere betegnet 40-45 tracks, som han nu går og sysler med. På dagen af selve interviewet har Albarn for eksempel lige lagt sidste hånd på et nummer med den britiske rapper Little Simz.
Interviewet i sin helhed udkommer som sagt senere i dag, og programmet skulle også byde på en premiere på Gorillaz-tracket ‘Let Me Out’, der har besøg af Mavis Staples og Pusha T.
Gorillaz annoncerede deres nye album i slutningen af marts, hvor de også offentliggjorde fire nye sange.
Læs også: Gorillaz’ sublime, digitale leg med popkultur er det nye årtusindes pendant til Ziggy Stardust