Four Tets elektroniske velvære føles som total kropsterapi
Kieran Hebden har lige siden sin debut som soloartist tilbage i 1999 mindet om en gal videnskabsmand. Den snart 40-årige brite er kendt for sit uglede hår, sine dybbrune øjne fulde af sitren, og frem for alt for at indgå i utallige, mere eller mindre subtile musikalske konstellationer, oftest som Four Tet. ’New Energy’ er det niende studiealbum inden for hans eget hovedprojekt.
At Hebden gerne vil smøre sit mest personlige brand ind i et helt særligt lag æteriske olier er ikke videre ekstravagant i sig selv. Men at han endnu engang formår at bære nyt brænde til et ganske klassisk opbygget bål af fragmenterede rytmer og få det til at se ud som en splinterny, arkitektonisk struktur, er direkte virtuost. Denne gang er det sofablød percussion og flader af afdæmpet synth, der indtager førersædet. Mageligt tilbagelænet, nærmest midt i en langsom opvågnen med både harpe, marimba og rislende klokkespil, har Four Tet os igen i sin hule hånd helt fra begyndelsen.
Små, sprudlende melodifragmenter begynder på ’LA Trance’ at daffe gennem øregangene i et behageligt tempo. Denne ariadnetråd følges op af gentagne, ekkobaserede teasere om et muligt vokalindslag, der manifesterer sig selv senere. Indtil da bliver elektronikken ved med at dominere i forgrunden, mens Hebden stille og roligt fører lytteren med sig ind i en stadigt mere indviklet lydlabyrint. Skiftevis stringente og impro-agtige hastighedsskift fastholder uafbrudt opmærksomheden.
Men det er langt fra de hæsblæsende festivalscenarier fra tidligere i Hebdens vidt spændende karriere, der bliver forsøgt genopført. Denne gang er det snarere et allegorisk pantomimespil af postrock-inspireret langsomhed, der skal fremkalde fundamental velvære.
Det er som om hans ambition er at flytte ørerne helt ned i maven på lytteren og få det til at summe behageligt dér. Albummet spirer op gennem kroppen som fra en slags elementær klangkerne, Four Tet lader til at have fundet ind til. Og hvor vækstprocessen måske kan komme til at trække lidt i langdrag, løfter han tempoet lige tilpas på housede mesterstykker som ’Lush’ og ’SW9 9SL’.
’New Energy’ er uden tvivl mere en udgivelse, der lægger sig i slipstrømmen af de jazzede mixes, Four Tet har sluppet ud mellem sidebenene gennem sit liv som producer, end den er et nyt bidrag til de heftige koncertfester, der førhen også har defineret ham som artist.
Hvert nummer på det 49 minutter lange album står som en tilpas underspillet ambientkomposition, der forfører mere end den iværksætter. Men hvis man efterhånden begynder at sidde lidt uroligt på ottomanen, trækker Kieran Hebden blidt i ens slappe basarm og byder op til en sensuel dans, hvor man løbende strejfes med silketørklæder af pulserende 4/4-takt.
Kort sagt:
Four Tet vejer sine synthsekvenser på en guldvægt udstyret med så nøjagtig en skala, at hans nye album næsten føles som total kropsterapi. Det er et dybt personligt værk fyldt af tråde til både samtiden og til hans egne, skjulte sindelag. Der er ingen som ham, der kan lukke lytteren ind i et så sandfærdigt og reelt boudoir af beats.