Værket hiver fortiden ind i fremtiden med himmelstræbende progrock
Der er næppe nogen rockgenre, som i eftertidens øjne har været så meget til grin som 70’ernes progressive rock. Genren, der har dyrket navlepillende, instrumentale udskejelser og timelange, oppustede konceptplader, er blevet betragtet som uendeligt selvoptaget og ulideligt prætentiøs.
Det bedste billede på dette rockmusikalske selvmål var muligvis, da Keith Emerson, keyboardvirtuosen fra Emerson, Lake & Palmer, under en kamp med sit gevaldige Hammond-orgel i løbet af en koncert endte under sit instrument og måtte reddes fri af sine roadies.
Men det er dog kun én side af historien, for i en årrække var progrockens pompøsitet faktisk massivt populær. Da den britiske proggruppe Yes i 1973 tog excessen helt ud med ’Tales of Topographic Oceans’, et 80 minutter langt dobbeltalbum fordelt på fire numre, som var skrevet ud fra en fodnote i en indisk gurus selvbiografi (!), gik de samtidig – tro det eller ej – nummer et på den engelske albumliste.
Det var dog kun et spørgsmål om tid, før modbevægelsen skulle ankomme i form af punk, og siden har prog været sendt i skammekrogen som en rockmusikalsk blindgyde.
Hos den unge, københavnske gruppe Værket er der dog ingen skamfuldhed. Med lange krøller og åbentstående skjorter kaster sekstetten sig frygtløst og uden tøven ud i grandios og himmelstræbende prog, og det er med en vis historisk ironi, at gruppen er udklækket af miljøet omkring kunstnerkollektivet og spillestedet Mayhem i København, der i en årrække har været kraftcenter i byens punkscene.
Debutudgivelsen ’Jealousy Hits’ blev nomineret til en Steppeulv og til Nordic Music Prize, men i bedste progrock-stil er oddsene hævet på det nye udspil, ’Young Again’, der på 37 minutters spilletid fremviser blot tre numre, hvilket ikke mindst skyldes den enogtyve minutter lange ’Green Knight’.
Også musikalsk er barren hævet. Andreas Trap-Jensens tværfløjte giver fortsat associationer til Jethro Tull, men ’Young Again’ synes præget af en mere adspredt farvepalet end hvad kan retfærdiggøres af sammenligningen med de britiske folk-proggere. Tværtimod synes der at være et større element af førnævnte Yes’ komplekse sammenspil, hvor storladne korsektioner og smukke, melodiske opløb ledt an af florlet fløjtespil i harmonisk samklang med forsanger Jacob Emil Pedersens trompet giver modvægt til de snørklede rytmer og de kraftige energiudladninger.
Vægten ligger mere på det intrikate sammenspil og de dynamiske opbygninger end på individuelle solopræstationer, men det forhindrer ikke Værket i at lade den kollektive indsats i det grandiose, elleve minutter lange folkrockede titelnummer få modspil af fløjte- og guitarsoli og en forrygende orgel/trompet-duel (foruden et enkelt humoristisk finger-i-kinden-break).
Det er dog i den multisektionelle og helt mageløse ’Green Knight’, at Værket viser sig som himmelstræbere, når de med musikalsk ynde, kompositorisk overskud og detaljerig opfindsomhed fremviser deres melodiske forcer og gennemtømrede sammenspil mellem temposkift, spændingsfyldte formindskede akkorder, polyrytmiske håndklap og showband-markeringer, der kalder på jazzhænder. Nummeret er en minisymfonisk tour de force ud i progrockens mangfoldighed og styrke, og det er særligt i de sidste ti minutter, at gruppen for alvor rækker ud efter stjernerne, som de bølger mod højere og højere luftlag i en dramatisk opbygning med gribende baggrundskor og en god mængde instrumentallir, der forløses med en afspændt tilbagevenden til albummets smukkeste, melodiske tema spillet på henholdsvis fløjte og trompet.
Indvendingerne er få, men de er der: Anders Jørgensens (der sammen med trommeslager Adam Nielsen også spiller i Danmarks p.t. bedste metalband Slægt) guitar ligger til tider for langt tilbage i mixet, Jacob Emil Pedersens vibrerende vokalfraseringer er ikke altid helt on point, og den muntert vuggende ’CCTV of a Boy’ (der også har en hårdt rockende mellemsektion) ender som mindre bemærkelsesværdig mellemstation, som den ligger klemt inde mellem albummets to minisymfonier.
Det er petitesser, for Værket forvalter sømløst en hedengangen form for progrock, men i samme væk viderefører de også en arv fra danske kultnavne som Midnight Sun og Culpeper’s Orchard, der i en underkendt periode af dansk rockhistorie også forenede folk-jazzede ekskursioner med syrerockens farveeksplosioner og heavyrockens tyngde.
Det helt store kunststykke er dog, at Værket får noget så bagstræberisk som progressiv rock til at lyde som fremtiden. Efter et årti, hvor dansk rock har syntes evigt forhippet på at genoplive postpunk- og psychkataloget, er der noget uendeligt forfriskende ved at høre en så gennemarbejdet og stilren tilbagevenden til tidligere tiders excessive dyder.
’Young Again’ lyder vitterligt som et ungt og legesygt band, der har fundet en kilde til sprudlende musikalsk kreativitet. Trods sangteksternes ængstelse over tidens evindelige passeren og den uundgåelige aldring, så lykkes Værket overbevisende med at hive progressiv rock frem igen og i en dansk kontekst løfte den til et nyt niveau. Det føles, ja, tidløst.
Kort sagt:
’Young Again’ lyder som et ungt og legesygt band, der har fundet en kilde til sprudlende musikalsk kreativitet og i processen hevet progressiv rock frem igen og i en dansk kontekst løftet den til et nyt niveau.