Jenny Wilsons første album på svensk er urovækkende og hjerteskærende
Hvor mange prøvelser er for mange? Hvor mange slag kan man tage imod, før man lægger sig ned? Svenske Jenny Wilson har både kæmpet mod brystkræft og dønningerne efter et seksuelt overgreb. Men hun lægger sig ikke ned, hun bliver bare stærkere og stærkere som kunstner og musiker.
Sidste års stærke og chokerende udgivelse ’Exorcism’ tog lytteren gennem de tanker, følelser og traumer, som Wilson efter et seksuelt overgreb bearbejdede gennem sin musik. I samme periode arbejdede hun parallelt på sit sjette album, og ’Trauma’ er således et søsteralbum til ’Exorcism’. Men i forhold til sin søster er ’Trauma’ den perfekte kombination af voldsom ligefremhed på tekstsiden og mesterlige kompositioner på lydsiden (hvor forgængeren til tider haltede en smule på musiksiden).
Der er flere faktorer, der gør ’Trauma’ til et exceptionelt album. Det er Wilsons første album, hvor hun synger på svensk hele vejen igennem. Det er elektronisk musik spillet af et symfoniorkester. Det er urovækkende og hjerteskærende. Det er et konceptalbum.
Med inspirationskilder som Philip Glass og Kraftwerk i bagagen har svenskeren denne gang taget sin musik i en ny retning sammen med dirigent Hans Ek og Norrköping Symfoniorkester, og samarbejdet har resulteret i en ny musikalsk verden, hvor vokalharmonier møder tunge beats, og hvor orkestermusik møder elektronisk postpunk.
De svenske tekster skræller et par lag af i forhold til tidligere engelske sange, så Wilsons sårbarhed, styrke og tvivl i forbindelse med det altoverskyggende traume fremstår med større kropslighed og modbydelighed end tidligere. ’Trauma’ er med andre ord ikke et album for sarte sjæle, men samtidig er det et album, alle burde tage en omgang med.
Med sine otte numre kan albummet deles op i to dele: En A-side med mere uptempo og genkendelige sangstrukturer, og en B-side med mere flydende, abstrakt og eksperimenterende materiale. Førstesinglen og åbningsnummeret ‘Göra Saken Värre’ vokser frem gennem en opbygning af symfoniske harmonier og beats med et strejf af mellemøstlige klange, inden Wilsons vokal tager over og cementerer, at man ikke skal gøre hende til offer, men til en kunstner, der har noget på hjerte.
Efter albummets dansevenlige intro flyder musikken over i en musikalsk magtkamp mellem kaos og kosmos på ‘Vem Är Rädd För Vem’, før vi lander ved det melankolske højdepunkt på klaverballaden ‘Säg Vad Som Hände’, der udvikler sig til et postpunket frustrationsskrig og løber ud i en art gentagelsesmani. Albummets fjerde nummer er den utroligt smukke englekorssymfoni ‘Kunde Jag (Ha Hindret Dig)’, der sanseligt vækker følelser og sindsbilleder som ordet er for fattigt til at indfange.
Derefter sker der et skift i modus med ‘08-6164670’, der indvarsler albummets anden del, som kulminerer med ’Trauma’s mest private øjeblik, ‘Händelsförloppet’, hvor Wilson nøgternt og sagligt fortæller om hele episoden op til og under voldtægten. Til at sunde sig følger der et kort og dystert stykke orkestermusik med titlen ‘Förvandlingen’, som leder op til afslutningen ‘Jag Finns Inte Mer’, hvor Wilsons aggressive og intense vokal igen træder ind på scenen og sætter punktum for den musikalske og dokumentariske rejse, som ’Trauma’ er.
Wilson har tidligere udtalt, at følelserne i kølvandet på en voldtægt er utroligt komplekse. Ergo er ’Trauma’ et komplekst, men helstøbt konceptalbum, som man – når man kender forhistorien – ville ønske aldrig var blevet til. Men når Wilsons historie er, som den er, er albummet en gave og et værk, der sparker én i røven som kun kunst kan, når kunst er bedst.
Kort sagt:
’Trauma’ er Jenny Wilsons første album på svensk og en mesterlig bearbejdelse af et forfærdeligt traume. Wilsons har på sit sjette album ramt den perfekte kombination af voldsom ligefremhed på tekstsiden og mesterlige kompositioner på lydsiden.
Se video: Jenny Wilson har lavet en brutal plade om et overgreb: »Det har været hårdt«