Rammstein var en tur i Parkens lydhelvede
Rammsteins koncert i Parken startede med et brag – bogstaveligt talt! Den første lyd, der strømmede ud over publikum, var et stort fyrværkeri-»pow!« simultant med, at Christoph Schneider gav trommerne det første slag, hvorefter tonerne af ‘Was ich liebe’ begyndte.
Mens det indledende brag gav mig et mindre chok, var den efterfølgende oplevelse en mudret grød af metalriffs, der lød ad helvede til. Naturligvis forventede jeg ikke, at lyden ville være god i Parken – er den nogensinde det? Men jeg er alligevel nødt til at nævne, hvor ringe det var, for det gik så ufatteligt meget ud over musikken, at jeg kun kan komme på en håndfuld koncerter, hvor det har været lige så skidt.
Ofte kunne man slet ikke høre guitar eller synth, og når man endelig kunne høre dem, var det svært at dechifrere, hvordan de forskellige riffs og figurer egentlig var sammensat. Stortromme og bas druknede ind i hinanden i tide og utide. Mens jeg var spændt på at høre, hvorvidt Till Lindemanns vokal fungerede bedre live end på deres nye album, måtte jeg gå derfra uden svar – der var nemlig så meget ekko på hans vokal, at man sjældent kunne høre, om han ramte tonerne. På ‘Radio’ tror jeg, han kom for sent ind på omkvædet, men lyden var så grel, at jeg ikke er sikker.
Til de mere stille passager, samt dance-remixet af ‘Deutschland’, var lyden egentlig ok – ikke spektakulær, men ok. Men det er da katastrofalt, at metalnumrene er det, der lyder værst til en metalkoncert.
Koncertens visuelle aspekt endte med at redde bandet med et hængende hår. Det kom dog sjældent fra de seks musikere. Der var egentlig godt gang i dem, men de savnede publikumkontakt, og når man havde set hvordan de agerede under ét nummer, vidste man hvordan de ville te sig under resten af koncerten.
Derimod blev koncerten reddet af rekvisitter, lysshow, konfetti, fyrværkeri og pyroteknik. Under ‘Sonne’ blev sidstnævnte så heftig, at jeg overvejede, om jeg skulle have taget solcreme på. Under ‘Du Riechts So Gut’ var scenen smukt iklædt grønt fra top til tå. Til ‘Du Hast’ medbragte Lindemann en fyrværkeri-armbrøst, og efter at have spillet ‘Engel’ på en miniscene blandt publikum, blev bandet ført tilbage ved at crowdsurfe i store gummibåde.
De scenografiske højdepunkter var der mange af, og de forstod at lade dem gradvist eskalere. Efter en koncert, hvor bandet havde haft både en gigantisk barnevogn og en heksegryde på scenen, fik vi to særligt mindeværdige rekvisitter. Først, under ‘Pussy’, placerede Lindemann sit skridt foran en gigantisk kanon, som under sangens klimaks (pun intended) ejakulerede en sværm af hvidt konfetti. Kort derefter, under ‘Rammstein’, iklædte han sig en pyro-rygsæk, og fra hans ryg var der således ild til alle retninger.
Mens disse momenter er sjove at tænke tilbage på, var det dog en koncert, der rent musikalsk slet ikke fungerede. Rammstein var underholdende at overvære, og de spillede sikkert fint – men er det ikke lidt ligegyldigt, hvis man ikke kan høre det ordentligt?
Kort sagt:
Rammsteins koncert i Parken var præget af ufatteligt dårlig lyd – ingen overraskelse der. Men med mange spændende rekvisitter og gimmicks fik de da i det mindste gjort deres tur i lydhelvede lettere mindeværdig.
Læs anmeldelse: Rammsteins første album i ti år rummer både ypperligt maskineri og flad fadølsrock