Jay Som skruer ned for shoegazen og op for groovet
På Jay Soms debutalbum ‘Everybody Works’ fra 2017 imponerede sangskriver Melina Duterte med en række stærke shoegaze-inspirerede sange, der var svøbt i lag af slørede drømme og fuzzy guitar.
På efterfølgeren ‘Anak Ko’, der betyder ’mit barn’ på den filippinske dialekt tagalog og er hvad Dutertes mor kærligt kalder hende, er lagene af shoegaze dog langt hen ad vejen skrællet væk. Tilbage står i stedet det groove, der også lurede under debutens guitartåger, hvis man virkelig lyttede efter. Det står klart allerede fra albummets første sang, ‘If You Want It’, der drives frem af et uimodståeligt groove af guitar, trommer og ikke mindst en enormt dejlig baslinje, der holder det hele på plads. Det lyder kort sagt enormt lækkert.
Melina Duterte har selv skrevet og produceret hele albummet, der er indspillet hjemme hos hende selv med bidrag fra bandmedlemmer og musikalske venner som Vagabons Laetitia Tamko og Chastity Belts Annie Truscott. Ifølge albummets pressemateriale skulle man ligefrem kunne høre hverdagsting som vaskemaskiner i baggrunden på nogle af sangene, men Duterte er en dygtig producer, og ‘Anak Ko’ lyder ikke som hverken skramlede hjemmeoptagelser eller lo-fi-soveværelsespop.
I stedet skaber Duterte et skarpt og detaljeret lydbillede, hvor der overalt popper nye små detaljer op, der på den ene eller anden måde understreger en stemning. Sangene har ofte et gennemgående element eller groove, der står som en rød tråd gennem sangen og skaber en legeplads, hvor alverdens musikalske indskud, detaljer og instrumenter kan lege med på skift.
‘Anak Ko’ er kort sagt et album med masser af musikalsk legesyge. Tag bare ‘Tenderness’, hvor Dutertes stemme synger hviskende og metallisk over elektroniske og kølige trommemaskiner og synth, inden sangen pludselig slår over i et smooth, organisk, funky og nærmest jazzet groove. En overrumplende udvikling, som dog alligevel føles helt naturlig både i sangen og albummets kontekst.
Men midt i legesygen kan jeg dog godt savne de tågede lag af guitar fra Jay Soms stemningsfulde debutalbum. For selv om ‘Anak Ko’ langt hen ad vejen er en medrivende affære, så mangler albummet sommetider det afgørende emotionelle punch. Som på ‘Nighttime Drive’, der med akustisk guitar og strygere tager lytteren på et tilbagelænet road trip uden nogen fast destination. Det en rar tur, men den bliver heller ikke rigtig hængende.
Det er dog ikke sådan, at ‘Anak Ko’ er ren form og ingen følelser. Der er masser på spil. Tag bare den rørende ‘Get Well’, der lukker albummet med varm country-feel, en smuk brug af pedal steel og ordene: »Get well / I hope you can / how do you find peace / with a drink in your hand / I’ve been sick like you / I’ve had my share«.
Et par linjer, der rammer ekstra hårdt, når man kan læse, at Melina Duterte siden Jay Soms seneste album selv har lagt alkoholen på hylden. Tematisk virker ‘Anak Ko’ primært som et album, der trods de mørkere lag mest af alt fokuserer på at efterlade dårlige vaner, dårlige mennesker og dårlige indflydelser i fortiden.
»I pick up the superbike / going 80 in the night / said you wanted something else / something new for show and tell / gonna breathe until you’re gone«, synger Duterte på ‘Superbike’, der er albummets mest shoegaze-inspirerede – og i mine øjne også bedste – nummer. Selv har Duterte fortalt, at hun sigtede efter »Cocteau Twins and Alanis Morissette (…) letting loose over swirling shoegaze«, og den kombination fungerer perfekt på den muligvis bedste 90’er-sang, der ikke er skrevet i 90’erne, nogensinde.
Det er poppet, drømmende og flimrende frihed i en hvirvelvind af tågede guitarer. Det handler om at se fremad. Jeg føler det.
Kort sagt:
På ‘Anak Ko’ skærer Jay Som debutens drømmende lag af shoegaze væk og fokuserer i stedet på groove og musikalsk legesyge. Det er lækkert og fyldt med overrumplende musikalske detaljer, men mangler somme tider det afgørende emotionelle punch.