Den ellers evigt positive Lizzo rammes nu for anden gang af copyright-anklager, der omhandler den meme-værdige introlinje »I just took a DNA-test / turns out I’m 100 percent that bitch« fra megahittet ‘Truth Hurts’, der i flere uger har ligget nummer et på Billboard-listen i USA (nu forvist til andenpladsen grundet Travis Scotts ‘Highest in the Room’).
I går lagde produceren Justin Raisen et Instagram-post op med titlen ‘The Truth About ‘Truth Hurts”, hvori han påstår, at det rent faktisk var ham, hans bror Jeremiah Raisen, Jesse Saint John og Yves Rothman, der forfattede den fængende linje sammen med Lizzo, da de arbejdede på nummeret ‘Healthy’ i 2017. Raisen har delt et mash-up af ‘Truth Hurts’ og ‘Healthy’, som angiveligt illustrerer, at teksten og melodien er identisk, selv om de to sange dog er indspillet i forskellige tonearter.
Raisen påstår, at han og de øvrige sangskrivere henvendte sig til Lizzo umiddelbart efter udgivelsen af ‘Truth Hurts’ i 2017, og at denne offentlige anklage er deres sidste udvej i sagen: »Vi har forsøgt at løse det her privat de seneste to år og kun bedt om fem procent hver, men vi er blevet afvist hver gang. At træde offentligt frem foran familie, venner, artister og kollegaer virker til at være den eneste måde at komme videre fra det følelsesmæssige pres, hele den her affære har affødt«.
Lizzos advokat udtaler til New York Times, at ingen af de anklagende parter har haft noget med sangen at gøre: »De arbejdede ikke på sangen med hverken Lizzo eller nogen anden, og de har ikke assisteret i tilblivelsen i noget af det materiale, som de nu søger at opnå profit fra, hvilket også er grunden til, at de skriftligt afgav alle rettigheder til værket for flere måneder siden«.
Det lader altså til, at der i den offentlige debat findes flere versioner af sandheden omkring tilblivelsen af ‘Truth Hurts’, og det er da også anden gang, sangen rammes af en anklage om plagiat.
Den første sag udspillede sig i 2018, da en relativt ukendt britisk komiker ved navn Mina Lioness påstod, at Lizzo uretmæssigt havde kopieret den famøse linje direkte fra et af hendes tweets fra 2017. »Nu tror alle, at det er dine ord, når det rent faktisk var mine. Min kreativitet, min humor og min komik«, tweetede hun efterfølgende direkte til Lizzo, der svarede, at hun ganske rigtigt havde set og følt sig inspireret af en meme med tekstlinjen, men at hun aldrig havde set Lioness’ tweet.
Læs også: Se Lizzo spille hittet ‘Truth Hurts’ foran en kæmpestor røvballon til MTV VM