Mandag aften gav Lizzo koncert i Hollywood Palladium i Los Angeles, og her fik rapperen besøg af en ganske særlig gæst: Macaulay Culkin. ‘Alene hjemme’-stjernen greb dog ikke mikrofonen, men var i stedet på scenen til et danseshow af en art.
Culkin skulle lave et spøjst dansemove, som Lizzo og hendes dansere så skulle efterligne. Og ja, skuespilleren kvitterede med en eller anden form for hinkende udgave af ‘sprinkleren’. Yndefuldt er det i hvert fald ikke.
»Når Lizzo beder dig om at lave en fjollet dans… Så går du op og laver en fjollet dans«, skriver Macaulay Culkin på Instagram som tekst til den video, der viser optrinnet.
»Tog hen for at se min ven Lizzo i aftes«, skriver han også på Twitter, og det lader til, at Culkin og rapperen har kendt hinanden i et godt stykke tid. Skuespilleren var således at finde som gæst i Lizzos video til sangen ‘Faded’ i 2014.
Læs også: Lizzo rammes af endnu en copyright-anklage: Hvad er sandheden bag hittet ‘Truth Hurts’?