I går lagde Justin Bieber vejen forbi ‘Saturday Night Live’ for første gang i syv år, og han tog det helt stille og roligt. Anledningen er selvfølgelig popstjernens nye album ‘Changes’, der udkommer i næste uge – og Bieber varmede op til udgivelsen med albummets to singler, ‘Yummy’ og ‘Intentions’.
Han lagde ud med førstesinglen ‘Yummy’, der startede med et afslappet unplugged setup, hvor Bieber først blev akkompagneret af kontrabas, cello og akustisk guitar, hvorefter fire dansere gjorde ham selskab på den minimalistiske scene og trommemaskinen slog ind.
Senere på aftenen fulgte Bieber op med den nyeste single ‘Intentions’, hvor nummerets feature, Quavo, også gæstede – igen på en afgrænset scene, som sangeren først indtog ene mand med nogle tilbagelænede dansetrin, før han fik selskab af sin velkoreograferede dansetrup.
‘Changes’ udkommer fredag den 14. februar og byder på i alt 17 numre. Se den fulde gæsteliste HER.