Tidligere i år blev den kun 20-årige rapper Pop Smoke dræbt, lige som han var i gang med et globalt gennembrud. Han var et af de største nye talenter på hiphopscenen, hvilket også strålede igennem på debutalbummet ‘Shoot For The Stars Aim For The Moon’, der udkom posthumt for en uge siden.
Drabet fandt sted i en Hollywood-villa, som rapperen havde lejet, og blev begået af fire maskerede mænd. Oprindelig lød mistanken på et indbrud med fatale følger, men siden har der også været spekuleret i, at det kan have været et planlagt mord. Der blev nemlig ikke stjålet meget i villaen.
Sagen er fortsat ikke opklaret, men nu er myndighederne måske kommet et skridt tættere på. Politiet i Los Angeles har således tweetet at tre mænd og to mindreårige er blevet anholdt. Men endnu vides ikke, hvad de er sigtet for.