I søndags løb endnu en af Kanye Wests famøse religiøse ’Sunday Service’-ceremonier af stablen. Kanye og resten af familien West indfandt sig denne gang ved en sø i Atlanta sammen med et gospelkor og tv-præsten Joel Osteen til prædikener og gospelkoncert.
Men det var ikke en hvilken som helst søndagsceremoni, tilskuerne denne gang kunne bevidne. Kanye West snuppede nemlig en regulær evergreen af en nytestamentlig passage og vakte den til live: Yeezus gik på vandet.
Kanye og gospelkoret forvandlede simpelthen søen til en scene, hvor koret optrådte med en række gospelnumre, mens Kim Kardashian West fangede fangede showet på sin telefon inde fra bredden.
Præsten Joen Osteen fremførte desuden en prædiken på søen, hvor han – ifølge The Independent – både talte om Jesus’ vand-vandring samt hyldede præsidentkandidaten Kanyes virketrang: »Jeg tror, at vi alle har tidspunkter i livet, hvor Gud fortæller os, vi skal gøre noget, jeg føler det indeni, men vi føler os ikke kvalificerede. ’Jeg kan ikke synge som dem’, ’jeg kan ikke opfinde som Kanye’. Men Gud giver dig ikke en drøm i hjertet uden at give dig evnen til at kunne gøre det«.