Calby spiller i denne måned udsolgte koncerter landet rundt, men soultalentet har flere liveshows i sig: Han har nu annonceret en omfattende danmarksturné i 2021.
‘Burnout Tour’ strækker sig over 12 datoer, og turneen starter 7. januar i Greve for at slutte en måned senere i Store Vega.
Tiden vil vise, om Calby inden da har fået udgivet mere musik; indtil videre har han haft stor succes med den støvede soullyd på singlerne ‘Burnout’, ‘The Everyday Bit’ og senest ‘The Million Dollar Song’.
»Det er jo også det magiske ved en venuekoncert. Det er svært ikke at tænke over, at så mange mennesker har valgt at komme og se mig. Jeg kommer i hvert fald til at gøre mit ypperste for at sende dem glade hjem«, fortalte Calby forleden om sine igangværende livekoncerter i vores Soundvenue Springer-interview.
Turneen foregår som sagt i januar, og hvis der til den tid stadig er restriktioner i forbindelse med Covid-19, vil Calby og arrangørerne gøre deres for at få gennemført turneen alligevel med henblik på at leve op til alle forholdsregler.
Calby – Burnout Tour 2021:
7/1 – Greve, Portalen
8/1 – Vordingborg, Stars
9/1 – Aalborg, Studenterhuset
21/1 – Roskilde, Gimle
22/1 – Kolding, Godset
23/1 – Silkeborg, Kedelhuset
28/1 – Odense, Posten
29/1 – Vejle, Bygningen
30/1 – Herning , Fermaten
4/2 – Sønderborg, Sønderborghus
5/2 – Aarhus, Voxhall
6/2 – København, Store Vega