Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
De fleste debutanter arbejder sig gradvist ind på markedet, men så er der dem, der rammer den i allerførste hug. Til sidstnævnte hører Calby, hvis debutsingle ‘The Everyday Bit’ i august 2019 blev valgt som Ugens Uundgåelige på P3.
Det er da heller ikke svært at få øje på, hvad Danmarks Radio forelskede sig i ved Calby. Hans ekspressive vokal og de soulede fraseringer pakket ind i et varmt, indbydende lydbillede vidner om en kunstner, som fra begyndelsen havde defineret sit udtryk.
Danmark tog hurtigt Calby til sig. Den efterfølgende single ‘Burnout’ (som siden har fået følgeskab af ’The Million Dollar Song’) har omkring syv millioner streams på Spotify, og spillestederne, som huser hans første danmarksturné, kan tænde for de røde lamper og melde udsolgt.
Mange har hæftet sig ved retroaspektet i Calbys musik og det faktum, at han indspiller på gamle båndmaskiner. Men antager man dermed, at hans affektion for analogt studiegrej skyldes en promotionstrategi om at hæfte sig til begreber som autenticitet og dermed udfolde en fortælling om en nostalgisøgende romantiker, gør man regning uden vært:
»Når vi har fortalt vores historie, er vi tit blevet mødt med kommentarer som: ’I bruger jo sådan en gammel båndoptager. Ergo laver I gammel musik’. Nej, det gør vi ikke. Vi gør det på denne måde, fordi det er sindssygt effektivt for os som musikere. Og selv om det ofte er røvbesværligt, lyder det bare bedre«, fortæller Mik Thybo, manden bag Calby-aliaset.
Han har produceret musikken i samarbejde med Magnus Larsson, tidligere bassist i Lukas Graham, ligesom succesbandets trommeslager Mark ‘Lovestick’ Falgren også har været med på den kreative sidelinje i studiet.
»Jeg har gået i gymnasiet med Morten Ristorp (producer for både Lukas Graham og Calby, red.), og så var der en eftermiddag for ca. to et halvt år siden, hvor jeg havde fået lov til at låne et studie, som stod tomt. Her sad jeg og nørklede med noget musik, og som kom Magnus (Larsson, red.) tilfældigt forbi for at hente en bas. Jeg sad tilfældigvis og manglede noget bas på et track, så det indspillede han. Det synes vi begge gik rigtig godt, og så åbnede vi en flaske champagne, fordi vi hyggede os«.
»Derefter begyndte vi at hænge ud sammen i studiet, og Magnus havde lige købt en gammel Studer-båndmaskine – en rigtig stor skiderik, som lyder pissegodt og vejer et ondt år. Jeg har altid været fascineret af ‘in the moment’-måden at lave musik på, og vores samtaler drejede sig ofte i retning af Studer’en og: ’Hva’eh, skal vi ikke prøve at tænde for den og se, hvor langt vi kan komme med de otte spor?’ Og så ringede vi til Mark, som også kunne lide musikken, hvorefter vi fik mic’et et trommesæt op til ham«.
»Det tager meget længere tid, end folk er vant til, men i den boble, vi var ved at etablere her, så var det tid, som talte til vores fordel. Fordi det bevirker, at når du så endelig spiller, så har vi allerede lyttet på og taget stilling til hinandens ting, mens båndet spolede tilbage til start. Vi var derfor hurtigt enige om, at essensen var at ramme den energi, som man kun kan ramme, når man spiller sammen med andre mennesker«.
»Det var ikke et dogme om at ramme noget fra en anden tid, men derimod et ønske om at ramme hinanden som musikere lige nu og her i dette rum. Når vi spiller sammen gennem et take, kan vi ikke fake den. Når man spiller sammen med nogen, som virkelig ved, hvad de laver, får du simpelthen så meget forærende. Det hjælper også virkelig på gejsten, at alt lyder godt fra begyndelsen, og det ikke skal igennem 600 filtre og plugins, før det rammer noget, man håber på«.
»Da vi indspillede ‘The Everyday Bit’, havde jeg nærmest følelsen af ikke at være der selv, fordi det føltes så let. Det var et strålende eksempel på, hvordan det bare fungerede med trioformatet mellem Mark, Magnus og jeg. Vi havde en periode på ca. tre uger, hvor jeg kom med en sang om dagen, og så brugte vi dén dag på at indspille dén sang, og uden at kigge tilbage gik vi i gang med den næste. For at blive i det flow-stadie, hvor man knalder sange ned på bånd og koncentrerer sig om vibe. Og den version af ‘The Everyday Bit’, der er udgivet, er tredje take fra de sessions«.
»Dagen efter, da vi kom tilbage i studiet og genhørte nummeret, tænkte vi: ’Hold nu magle, der ramte vi den virkelig’. Det kom jo også til at ramme den retning, vi gik i efterfølgende, hvor soul-elementet kom ind. Hvilket desuden var sjovt at opleve som sanger, at her var noget, jeg kunne synge one-takes af i dagevis. Det er jo typisk også, når man optager noget, at man rigtigt ved, hvad man laver. Også fordi det var så minimalistisk i sin grundform – trommer, bas, guitar og vokal – at man slet ikke kan være i tvivl om, hvorvidt det fungerer. Enten bevæger hjertet eller hofterne sig – eller også gør de ikke«.
»Vores koncerter er blandt de første, efter at spillestederne har åbnet igen, så jeg er sikker på, at det bliver helt magisk og forløsende. Det bliver i hvert fald forløsende for os. I og med, at ‘Burnout’ har været et ret stort hit, og jeg har spillet til en række alternative arrangementer i løbet af sommeren, kan jeg jo mærke både et kæmpe undertryk og den impact, min musik har nu. Hvilket jo er det fedeste udgangspunkt for at tage på turné. Så jeg tror, at folk glæder sig rigtig meget. Det gør jeg i hvert fald selv, og jeg føler mig rigtig klar til at spille disse sange og en masse nyt for publikum.
»Det bliver et sultent band, som går på scenen, og vi har som sagt spillet nogle arrangementer, så jeg har en god idé om, hvor vi er henne, og at det hele vil samle sig. Det er jo også det magiske ved en venuekoncert. Det er svært ikke at tænke over, at så mange mennesker har valgt at komme og se mig. Jeg kommer i hvert fald til at gøre mit ypperste for at sende dem glade hjem«.