Beabadoobee viser, at grunge anno 2020 ikke kun handler om at holde fortiden i live
At dømme ud fra hendes streamingtal er Beabadoobee nok stadig bedst kendt for at levere omkvædet til det lettere ynkelige TikTok-hit ‘Death Bed (Coffee for Your Head)’ af Powfu – et omkvæd, der er samplet fra hendes 2017-sang ‘Coffee’, der således indtager en uudfordret andenplads, hvad gælder hendes sanges popularitet.
Og dette søde, intime omkvæd var da også ganske længe ret passende for hendes brand: Cutesy, intim indiepop, der var rig på naiv charme, men som også let kunne føles fattig på kant. Med ep’en ‘Space Cadet’ fra 2019 viste Beabadoobee dog for første gang en nerve og viljestyrke, der personligt fik gjort mig mere investeret i hendes output. Lyden var mere rocket og til tider endda lidt støjende – men stadig rig på det nærvær, der i første omgang gav hende succes.
Den stilmæssige udvikling fortsætter heldigvis i samme retning på hendes debutalbum, ‘Fake It Flowers’. Her er soveværelsespoppen næsten helt lagt på hylden til fordel for alternativ rock, især med nogle kraftige hentydninger til grunge. Ja, visse tracks er endda så snydt ud af 90’erne, at hvis de var sunget af Courtney Love frem for Beabadoobee, ville de passe perfekt ind på en Hole-plade.
Men det gør dog en væsentlig forskel, at det netop er Beabadoobee, der synger. Hendes sprælske, dynamiske vokal er rig på charmerende små knæk, halvhviskede fraser, diskrete pauser – ja, hendes vokal er langt hen ad vejen nok til, at musikken føles frisk, selv om rødderne så tydeligt er i, hvordan rock lød for 25 år siden.
Dertil har hun et fornemt øre for melodier. Jeg var egentlig sjældent så begejstret for hendes melodier, da hun lavede soveværelsespop, men enten har hun nævneværdigt forbedret sig som sangskriver, eller også rammer hendes melodier bare dét stærkere, når en kraftig guitar og nogle hårdtslående trommer får lov til at understøtte de dele, der skal være sangens emotionelle kerne. Det emmer af liv – og af ungdom.
I det hele taget klæder genreskiftet hende rigtig godt. Den bedste sang, ‘Charlie Brown’, er også den tungeste – det ængstelige omkvæd går blot »Throw it away« igen og igen, men grundet den hæsblæsende grungeinstrumentation slår det rigtig hårdt hver gang. ‘Dye It Red’ handler om psykisk vold i et parforhold, og den kolde guitar i versene udtrykker vellykket alvoren i situationen, omend jeg gerne havde set lidt mere desperation i lyden, når hun i omkvædet synger om længsel efter personlig frihed.
Det undrer mig derfor, at hun visse steder går tilbage til den soveværelsespop, hun startede med. ‘How Was Your Day?’ er med sin lo-fi-produktion det mest markante eksempel – det lyder simpelthen som om, det nummer stammer fra et helt andet album, og at tracklisten således går i stå i knap fem minutter. Det selverklærede interludium ‘Back to Mars’ er knap så radikalt malplaceret, men det føles alligevel underligt pussenusset midt mellem hårde, alvorlige rocktracks.
Der er dog nogle langsommere tracks, hvor Beabadoobe får forenet stilarterne mere vellykket – og her er det et spørgsmål om skala. I bedste The Smashing Pumpkins-stil skaber hun storladne, smukke lydmure, når den indadvendte ‘Further Away’ og balladen ‘Horen Sarrison’ skal stå side om side med rockbaskerne.
Sådanne kløgtige vinkler på musikken gør ‘Fake It Flowers’ til en stærk rockplade – og ikke mindst et album, der viser, at rock stadig kan give mening som en stemme for ungdommen.
Kort sagt:
Beabadoobee er gået fra soveværelsespop til heftig alternativ rock, og lyden klæder hende. Hun får den gamle stilart til at lyde frisk, og den kraftfulde rockinstrumentation giver hendes flotte melodier noget tiltrængt pondus.