Dopha forløser popstjernepotentialet på overlegent debutalbum
Da jeg anmeldte Dophas debutkoncert på Ideal Bar sidste år, udnævnte jeg den 23-årige østjyde med fornavnet Sofie til et godt bud på en ny dansk popstjerne.
Og hvis jeg selv skal sige det, holder den påstand stadig 100 procent knapt et år senere, hvor hun er klar til at tage Danmark med storm med sit længe ventede debutalbum, ’The Game’.
Albummet er fyldt til randen med ørehængere, der nok skal sætte sig fast i din bevidsthed. Det betyder dog ikke, at alle sangene forfalder til den samme trætte hitformular, for Dopha har virkelig formået at laste albummet med en række vidt forskellige stemninger.
Fra første sekund anslår det skarpe titelnummer ’The Game’ for eksempel en svulstig, rocktung lyd, der allerede nummeret efter overtages af aggressiv strumming og fire i gulvet på ’Happy for Me’. Og sådan fortsætter det ellers med perfekt doserede temposkift og nye lydbilleder gennem hele pladen.
Dopha mestrer både det helt inderlige på ’Forget Your Name’ (som i øvrigt er en af de bedste guitarballader, jeg har hørt længe) og det storladne på gennembrudshittet ’September Till June’ – ligesom hun bevæger sig ubesværet fra dystre kærlighedskvaler på ’Monsoon’ til fuck this-energi på ’I’m Not Crying, You Are’.
Kontrasterne er mange, men den røde tråd igennem det hele er elguitaren, der altid enten udgør akkordgrundlaget med fingerspil og tunge akkorder, eller agerer krymmel med længselsfulde synthesizerlignende melodifigurer i baggrunden. Og så selvfølgelig Dophas overlegne vokal, som er fuld af utroligt mange spændende teksturer og finesser.
Som sanger formår hun at lege med forskellige klange og effekter, uden at det nogensinde kammer over i fuldstændig overdrevet artikulation. Samtidig sørger den naturlige vokalproduktion for, at vi virkelig får lov at høre alle de små knirk og vekslen mellem luftige og fyldige vokalfunktioner i hendes stemme. Det er virkelig udtryksfuldt.
Dophas sangskrivning er desuden lige så overskudsagtig som hendes vokal, og med sine tekster formår hun ofte at anskue helt klassiske popsangstroper fra nye vinkler. Særligt på ’Anti Break-up Song’ hvor hun på nærmest komisk vis kæmper med at afslutte et forhold, hvilket blandt andet resulterer i sassy linjer som: »I’m an A+ / I was prepared« og »Saw your face / big blue eyes / Fuck me / they had me for the hundredth time«.
Der er ikke mange fingre at sætte på ’The Game’. Faktisk bliver min absolut eneste anke, at slægtskabet med de tydelige inspirationskilder Lana Del Rey og Taylor Swift af og til bliver en kende for nært.
De to amerikanske popsværvægtere er bestemt ikke dårlige kunstneriske forbilleder, men det er svært at abstrahere fra, at ’Naked’ og ’New Year’ lyder én til én som Swift på sit ’Lover’-album fra 2019 – og at ’3 Years’s luftige kor er som snydt ud af næsen på nærmest hele ’Norman Fucking Rockwell’ kombineret med smadder-outroen fra Phoebe Bridgers ’I Know The End’.
Alligevel må man sige, at Dopha i høj grad forløser det stjernepotentiale, som så mange har set i hende siden udgivelsen af singlen ’September Till June’ i 2019. Jeg tør i hvert fald godt allerede nu udråbe ’The Game’ til en af årets bedste danske debuter – også selvom vi kun skriver januar i kalenderen.
Kort sagt:
Dophas vokal og sangskrivning er så overskudsagtig og alsidig på ’The Game’, at albummet allerede nu kan udråbes som en af 2021’s bedste debuter.