Vent, Billie Eilishs yndlings-Beatle er … Ringo?

Vent, Billie Eilishs yndlings-Beatle er … Ringo?
Billie Eilish, Finneas og Ringo Starr til årets Grammy Awards. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Vil man starte en debat imellem musikfans kan man altid stille spørgsmålet: Hvem er din yndlings-Beatle? De fleste vil vælge én af The Beatles’ to hovedsangskrivere, John Lennon og Paul McCartney, en lidt mindre flok vil pege på den undervurderede George Harrison, og så er der en mikroskopisk lille forsamling, som vil svare Ringo Starr.

Bevares, Starr sang (‘Yellow Submarine’) og skrev (‘Octopus Garden’) en lille smule, men helt generelt står trommeslageren trods alt ret meget i skyggen af sine tre bandkammerater, levende som døde.

Én person som dog vil pege på Starr i ovenstående Beatles-debat er selveste Billie Eilish. Det afslører et lille backstage-klip fra nattens Grammy Awards, hvor den unge popstjerne hænger ud med bror Finneas og Ringo Starr, som netop har overrakt søskendeparret prisen for Record of the Year for ‘Everything I Wanted’.

»Du er min favorit-Beatle, Ringo. Du er min favorit«, siger en starstruck Eilish til Starr, idet trommeslageren går videre efter en lille fotosession. Som beskrevet øverst et alternativt valg, men respekt for det.

Billie Eilish har flere gange erklæret sin kærlighed til The Beatles. I december 2019 spillede hun således ‘I Will’, da hun var med til Carpool Karaoke, og til Oscar-showet i 2020 optrådte hun med ‘Yesterday’. Billie Eilish har desuden talt om gruppens ‘Something’, da hun skulle pege på sine favoritsange i sit radioprogram hos Apple Music.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af